Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
nøjagtig samme systematik som reaktoren, nemlig på den måde, at hvis der var to ud af tre
instrumenter, der fejlede, så kunne det give trip.
HK: Det var nogle af alle de instrumenter, der stod oppe på toppen?
LR: Ja, alle dem, der stod oppe på toppen, var i forbindelse med forsøgene i reaktoren.
HK: De ting man puttede ned i reaktoren, påvirkede de den meget?
LR: Hvis man puttede noget ned i reaktoren, gav det en reaktivitetsændring. Og for lige at
samle op: forsøgene i reaktoren kunne altså også føre til driftsstop. Desuden lavede vi hele
tiden en masse bestrålinger. Vi satte bestrålinger ind og tog dem ud igen, når de havde fået
den tid, der var stipuleret. Vagterne var jævnt beskæftiget hele tiden med at lave rutineopgaver.
Når vi kom, kunne vi se, hvilke bestrålinger der skulle ind og ud og på hvilke tidspunkter,
og vi skulle lave de forskellige ugentlige og månedlige afprøvninger. Det var det,
som vagtholdene hele tiden gik og lavede. Til sidst havde vi en sær historie, idet vi arbejdede
med at lave siliciumbestrålinger. De senere år var det mange tons, vi lavede af det.
HK: Det har jeg snakket meget med Carsten om. Det gav jer sved på panden…
LR: …det gjorde det faktisk. Det var et stort arbejde. Det var for Isotoplaboratoriet, hvor
Kirsten Andresen næsten var verdensmester i at producere bestrålede siliciumkrystaller, der
blev skiveskåret og brugt i IC’ere [integrerede kredse, HK]. En anden del af vagtholdenes
rutineopgaver var, at udføre bestrålinger for Isotoplaboratoriet. De kunne via en rørpost køre
deres bestrålinger direkte ind og ud af reaktoren ovre fra deres eget laboratorium. Vagtholdet
skulle dog holde øje med, at det hele tiden virkede rigtigt. Vi kunne også bruge de samme rør
og starte det og køre ind og ud. Der var sådan set en masse arbejde med at lave bestrålinger.
At udføre disse bestrålinger påvirkede hele tiden vores arbejde. Man kom f.eks. kl. 7 om
morgenen og satte en bestråling ind. Så var der en bestråling man lige skulle huske kl. 9.30,
og så skulle man jo lige være der. Bestrålingerne skulle laves ret nøjagtigt. De skulle tages ind
og ud på det et bestemt tidspunkt, så de lige præcis fik den rette dosis.
Det var altså det, vi fik tiden til at gå med: at lave rutineafprøvninger, bestrålinger og så
tage os af det, hvis der skete et eller andet. Det var – lige bortset fra netsvigt - sjældent, at vi
trippede på uforudsete hændelser og fejl. Vi kørte hele tiden med en meget høj sikkerhedsgrad,
alting blev testet. Vi kørte i en tre ugers periode og lukkede ned i en uge. I den uge
blev tingene testet meget nøje igennem. Alt skulle virke. Det blev taget meget seriøst. Der
blev ikke gået på kompromis med noget som helst. Hvis det ikke var i orden, blev det ikke
startet op. Vi var ikke på den måde plaget af driftsstop, fordi tingene ikke fungerede. Det
gjorde de faktisk altid.
HK: Var der nogle specielle ting, at du som leder af vagtholdet skulle tage dig af?
LR: Nej, det var der sådan set ikke. Vi fungerede som et hold og vi skiftedes meget.
Reaktoren skulle betjenes. Der var forskellige funktioner. Man sad ved kontrolpulten og
skulle sørge for, at vi kørte på 10 MW. Det kunne vi styre alle sammen, både operatører og
maskinmesteren. Maskinmesteren var at betragte som arbejdsleder for holdet og for de ting,
der foregik. Det var ham, der havde ansvaret. Ingen tvivl om det! Det foregik ved at man satte
sig ned og kiggede på hvad der var: Husk nu lige på, at kl. 9.30 skal vi have den bestråling ud.
Vi skal have lavet den og den afprøvning, og vi skal have kigget på de nye ting osv. Hvis der
var sygdom eller forfald, var det som regel maskinmesteren der sørgede for, at der var et
fuldtalligt vagthold. Vi skulle altid være et fuldtalligt vagthold. Det gik vi meget op i. Men
normalt kunne faggrupperne klare det selv. Faggrupperne ordnede nemlig meget selv. Det var
der lagt op til i vore forhandlinger. Der var en ganske almindelig forhandling om, hvem der
sørgede for hvad. Men i sidste ende var det maskinmesterens opgave.
106