Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
OP: Ja. Jeg har oplevet en. Det var en forsøgsassistent, som blev ansat ude i AH-hallen. Det er
derude, hvor vi håndterede alt det aktive. Aktive Handlings-hallen hed den jo. Han var faktisk
nervøs… Jeg tror nærmest, at det var oppe i hans hoved. Han holdt i hvert fald op. Jeg talte
med ham engang, og der sagde han, at han ikke brød sig om det og følte sig utryg. Jeg må da
også indrømme, at jeg gik og kiggede på folk, dengang jeg selv blev ansat derude. Jeg tænkte
så, at de jo så sunde og raske ud alle sammen. Der kan ikke være noget galt med det. Det er jo
en anden verden at komme til, når man skal igennem sluseanlæg og alt muligt for at komme
ind. Man tænker på en anden måde, når man lige kommer til stedet… Men jeg har altså oplevet
en, der ikke brød sig om det. Det sagde han i hvert fald selv. Jeg tror, det er noget, man
bygger op indeni sit hoved. Hvis folk ikke har det godt med det, så skal de jo ikke blive ved.
Men jeg har kun oplevet denne ene i den tid, jeg har været her.
HK: Har du mødt folk i den anden grøft, som har været splintrende ligeglad med…?
OP: Der har været nogen, der har været mindre ansvarlige. Lad os sige det sådan. Nogen som
ikke rigtigt har haft respekt for det med stråling. Men alligevel har de godt vidst, hvad de
gjorde. Der er ikke nogen, der har været ligeglade. Lad os sige det sådan. Vi er jo forskellige
alle sammen. Det er ligesom, når folk kører på motorvejen. Nogen kører det de må og andre
kører stærkere. Sådan er det bare, og sådan er det også sådan et sted. Der er nogen, der ikke
går så meget op i de regler, der er. Men reglerne er der jo for at blive overholdt. Og det er for
vores skyld. Det er ikke for nogle andre.
HK: Hvordan har dit eget forhold været til risici og strålefare. Har du nogen gange været
bekymret selv?
OP: Jah. Jeg har selvfølgelig… Vi gik jo foran og målte, hvor meget der var. Så var man jo
altid bekymret for, hvis nogen skulle lave noget i et strålingsfelt, og så spørger man til: Hvor
lang tid varer det her? Vi måler den stråling, der kommer, i hastighed i timen. Hvis vi havde
et strålingsfelt, som var noget kraftigere, end man normalt var vant til, var man meget interesseret
i, hvor lang tid opgaven varede. Der sad jo en mand og arbejdede i det. Og så kunne man
godt sige, at nu skal du lige stoppe og komme ud. Vi står jo alligevel på afstand, når vi har
målt. Jeg har ikke været nervøs på mine egne vegne, fordi jeg selv har haft alle forudsætninger
på at passe på mig selv, fordi jeg skulle passe på de andre. Men jeg har været nervøs på
andres vegne. Eller måske er det bedre at sige, at jeg har været opmærksom på, at det skulle
gøres hurtigt, eller også skulle folk væk. I de tilfælde satte man en anden mand til det.
HK: Så står man simpelthen og tæller?
OP: Ja, så holder man øje med uret og siger: nu har du altså været der i ti minutter, nu må du
lige… Eller hvis folk sidder med et eller andet to og to, så kunne de sidde og snakke om,
hvordan de skulle gøre arbejdet. Så kom væk, og tal om hvad I vil gøre og så gå til den igen.
HK: Man træner vel også nogle af procedurerne?
OP: Ja. I nogle situationer har vi haft en dummy-situation, hvor vi har afprøvet det først. Det
har vi gjort i mange tilfælde. Men ved reparationer var det lidt sværere. Der måtte man så
træde tilbage og sige: hvad gør vi her? Men folk har været flinke, og de har også været meget
forstående. De var jo også interesserede i at passe på sig selv.
HK: Har sikkerhedsopfattelsen ændret sig på de 18-20 år? Du kom til anlægget midt i
1980’erne.
OP: Ja. Sikkerheden er i dag væsentlig skrappere, end den var dengang. Det gælder også den
almindelige konventionelle sikkerhed, f.eks. hjelmpåbud, sikkerhedssko og hørerværn. Den
slags ting var vi ikke så opmærksomme på dengang. Vi var selvfølgelig også dengang
129