Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
3.6. Brugersiden: Et interview med materialefysikeren Bente Lebech
HK: Det er mandag den 2.4.2007. Jeg sidder på Risø for at interviewe Bente Lebech [BL]. Vil
du starte med at fortælle, hvordan du kom til Risø, hvordan du er uddannet, hvordan det første
arbejde var, og hvad du blev ansat til?
BL: Ja, det kan jeg godt prøve. Det startede egentlig med, at jeg på Polyteknisk Læreanstalt
havde Otto Kofoed-Hansen som professor i reaktorfysik på 2. del, i øvrigt et nystartet fag.
Kofoed-Hansen var også chef for Risøs fysikafdeling. Jeg startede på Polyteknisk Læreanstalt
i 1956 samtidig med, at det hele også startede herude på Risø. Da vi skulle til at vælge eksamensarbejde,
det som nu hedder speciale, blev der udbudt forskellige projekter. Jeg valgte et
projekt, der lå i acceleratorafdelingen på Risø, hvor man havde en elektronaccelerator, som
egentlig var købt hjem, fordi man havde tanker om at lave bestrålede fødevarer. Mit speciale
omhandlede magnetisme, mere præcist hvad der sker med magnetisk materiale, når man
bestråler det med elektroner. Kofoed-Hansen var som sagt chef for fysikafdelingen, hvorunder
acceleratorafdelingen, DR1 og stort set også al reaktorfysik hørte, så han havde en masse
fra vores gruppe som specialestuderende, formelt i hvert fald. Da mit projekt var ved at være
afsluttet, spurgte han, hvad jeg kunne tænke mig, når jeg var færdig. Jeg sagde, at jeg godt
kunne tænke mig at fortsætte med noget i stil med specialet, og så sendte han mig ind på
Christiansborg, til fru Bruun. Det var stort set hende, der håndterede alle ansættelser osv.
HK: I Atomenergikommissionen?
BL: Ja. Jeg tog ind og snakkede med hende, og hun sagde: ”Jamen, så sender jeg dig et brev
så du kan starte på Risø 1. februar 1962”, og så var jeg ansat. I acceleratorafdelingen mødte
jeg min mand og vi blev gift. Han var teknikumingeniør og blev af Kofoed-Hansen sendt til
USA et år, hvor jeg så kom med som det tynde øl. Det var af en noget anden type end det
kunne lave ved Risøs elektronaccelerator. Der ville blive mere kemipræget. Jeg var interesseret
i fysik. En af de første dage efter vi var kommet hjem i slutningen af november 1963 gik
jeg gik jeg over til Kofoed-Hansen og sagde, at jeg havde overvejet, at jeg egentlig godt ville
lave et licentiatprojekt, men ikke i noget, der havde med acceleratoren at gøre. Så sagde han:
”Ja, men jeg står og mangler en til neutronspredning”. Det anede jeg ikke hvad var, men han
trak mig med ind til Ove Dietrich, der var beskæftiget med det. Han var cand. mag. og var en
af de første, der blev ansat i fysikafdelingen. Ove tog mig med ned til DR3 og viste mig rundt.
Der mødte jeg Allan Mackintosh, som var gæsteforsker. Han stod med et af de instrumenter,
der var flyttet over på DR3, og lavede nogle målinger, der skulle være meget præcise mht.
temperatur, og han sagde: ”Ja, jeg er temperaturregulering, så jeg har desværre ikke rigtig tid
til at snakke med dig.” Vi kom rundt om reaktoren og op igen, og så sagde Kofoed-Hansen:
”Du kan flytte herover i fysikafdelingen i morgen, og så snakker vi sammen om, hvad du skal
lave.”
Næste dag blev jeg så præsenteret for en forsøgsopstilling, der skulle sættes op ved DR3.
Det var en anden type instrument end dem, der var der i forvejen. Jeg fik så at vide, at der 1.
april 1964 ville komme en polsk forsker, som skulle starte på det instrument. På det tidspunkt
var der ikke taget et spadestik til noget som helst, men der var nogle tanker, og der havde
været nogle møder med DR3, så noget af det var gået i gang. Jeg var grøn og naiv, så jeg gik
rundt og sagde til alle, der gad høre på det, at det her eksperiment skulle være klar til brug den
1. april. Det var virkelig naivt, kan jeg godt se nu, men fordi jeg stædigt blev ved med at fastholde
det, så var det næsten klart, da den polske forsker kom. Det var teknisk set et forholdsvist
enkelt instrument. Men det var nok også, fordi jeg blev ved med at hævde, at det skulle
være klart, at det faktisk blev det.
Vi havde en mægtig dygtig tekniker i fysikafdelingen, der hed W. Kofoed. Det var ham,
der så at sige lagde grundlaget for den tekniske ekspertise, der blev bygget op til at lave neutronspredningseksperimenter.
Han var virkelig på mange måder en fantastisk konstruktør, og
det er ham, der har opdraget alle de teknikere, vi er endt med at have. De har alle været virke-
140