Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
vi ud med en kold kilde og vi optimerer vores instrumentering.” Noget af den bedste aktivitet,
der er her nu, er faktisk udsprunget at disse tanker. Det er virtuelt eksperiment med neutroner,
hvor man via Monte Carlo teknik simulerer spredningsprocesser. Det er programmet McStas,
som kan bruges til instrumentoptimering, hvor du starter nogle neutroner og følger dem igennem
et instrument og ser, hvor mange der kommer ud i den anden ende, hvis jeg gør ditten og
datten ved de komponenter, der bliver sat ind i strålegangen? McStas er nu det mest brugte
virtuelle neutronsimulerings program i verden. Det var startet, før DR3 lukkede ned, fem år
før eller sådan noget. Det blev også brugt til en sidste renovering af vores instrumenter på
DR3, bl.a. til at lave forbedringer på den kolde neutronkilde der blev installeret i 1995. Det er
en aktivitet, der bliver fortsat, og den bliver i vid udstrækning støttet af EU-penge. Og det er
virkelig en succes. Det er et neutroneksperiment, men det er på regnemaskine. Det foregår
ved internationalt samarbejde. Vi har en mand, der sidder og styrer det herfra, som i vid
udstrækning samarbejder med folk i Grenoble og andre steder. Det kan man også kalde
neutronspredning.
HK: Nu kaldte du DR3 et guldæg. Var det ikke forudset fra starten, hvad den skulle bruges
til?
BL: Nej, det var det vel ikke. Dengang man startede, som jeg har forstået det, satte man sig
ned og tænkte: ”Hvad typer reaktorer findes der?” Meningen var jo, at man skulle udvikle
danske reaktorer. Og der var man nødt til at have noget erfaring i at drive den, men også i,
hvordan komponenterne fungerede osv. DR1 blev købt til træning. Det er jo i virkeligheden
ikke en reaktor, men det der hedder en termisk søjle, som nærmest var underkritisk.
HK: En nul-energi-opstilling.
BL: Ja. DR1 er god til at optræne operatører med. Så købte man en letvandsreaktor [DR2] og
en tungtvandsreaktor [DR3]. Og de var købt til reaktorteknologi. Det er derfor, jeg kalder det
et guldæg, et guldæg for fysikerne. Det kunne også godt være, den kunne være blevet det for
reaktorteknologerne, men det blev den så ikke på grund af udviklingen i Danmark. Men den
var ikke købt til og tænkt til neutronspredningsfysik. At lave Risø dengang var en stor
opgave. Der har ikke været eksperter på alle felter. Man har fået faciliteterne og den bevilling,
og så har man skullet bruge dem bedst muligt. Og der blev konklusionen, at DR3 bedst kunne
bruges til at lave fysikforsøg med. Men jeg tror ikke på, at det var det, den var købt til. Det er
i hvert fald ikke den opfattelse, jeg har fået gennem tiderne. Men jeg har selvfølgelig ikke
selv været med til de oprindelige overvejelser. Det var meget den måde, at Kofoed-Hansen
opererede på. Han gav folk nogle muligheder, og så kunne de gribe dem eller lade være. Det
havde selvfølgelig nogle konsekvenser, når man ikke greb dem, men man fik mulighederne.
HK: Skam få den, der ikke udnyttede dem?
BL: Ja. Det var som om, at han kastede folk ud i vandet for at se, om de kunne svømme. Og
han var efter min mening fantastisk god til at bakke en op, hvis man følte, at man var ved at
drukne. Det var nok også det, der var nødvendigt. Tænk dig at skulle køre en afdeling og
starte aktiviteter på en helt ny type forskningscenter, hvor du må ansætte folk direkte fra universitetet,
og så får de besked på at gå ned og bruge en reaktor! Der er man nødt til at uddelegere
noget ansvar, samtidig med at man selv holder øje med det.
HK: Som jeg har forstået det, var Kofoed-Hansen en af dem, der forsøgte at indføre noget
forskningsplanlægning på Risø. Er det korrekt? Hvordan mærkede I det?
BL: Ja, det kan man jo sige, at han gjorde. Jeg har ikke mærket det som nogen voldsom
forskningsplanlægning, som et voldsomt indgreb. Men det er da rigtigt nok, at han sørgede
for, at give folk mulighed for også at uddanne sig. Han var meget ivrig m.h.t. at sende folk ud.
Alle fra fysikafdelingen blev sendt ud i deres unge år. Et år et eller andet sted, der var relevant
149