Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
HF: I starten var et nemt. Der var en periode, hvor det kneb. Hvornår var det? Det var vel i
slutningen af 1980’erne eller var det i begyndelsen af 1990’erne. Det var en periode, hvor der
var fuld beskæftigelse, og det var svært at få kvalificerede ingeniører. Og så var det jo heller
ikke attraktivt, når det havde et dårligt ry. Atomkraft, fy for Søren! Derfor skulle det være
folk, der havde en særlig interesse. Da kneb det lidt med at få kvalificerede folk.
HK: Så I kunne sagtens mærke det omslag?
HF: Ja. Og så synes jeg, men det er så min private kæphest, at ingeniørstudiet er degenereret.
Den modulopdeling, der er kommet i studiet, betyder, at det er de mest horrible ting, en ingeniør
kan risikere ikke at vide. Ting, hvor man vil sige: ”Det ved en ingeniør da”. ”Nej, det fag
har jeg ikke haft”. ”Nå vist så. Kan du læse tysk?” ”Nej, det har jeg aldrig haft.” Så kan det
godt være, de kan noget andet, men der er kommet nogle huller, som man støder på, hvor man
siger, ved en ingeniør ikke det? Det samme med de andre fagretninger. Med maskinmestrene
skete der en rationalisering på kraftværkerne, som gjorde, at vi pludselig kunne få nogle af de
gode folk fra Amager-værket, der reducerede driften.
HK: Jeg tænkte også på – noget vi ikke har snakket så meget om – ikke den interne sikkerhed,
men den eksterne sikkerhed, terrorsikring og den slags, er det noget, I har arbejdet med?
HF: Vi har aldrig rigtigt været engageret i terror, det var ligesom efter min tid, at det kom op.
Men vi havde et meget stort program for at sikre imod tyveri af uran. Vi havde i årevis, lige
fra det startede til omkring 1990 [det præcise år er 1989] kørt med højt beriget uran, dvs. uran
af bombekvalitet. Vi havde et lager, der var stort nok til at lave i hvert fald én atombombe.
HK: Det var 80%, ikke?
HF: Bombeuran er 93%. Vi startede ganske vist med 80%, men det var en blanding, som var
lidt lavere end 80%, og den kunne man også godt have brugt til atombomber. Men dengang
lavede vi ikke brændslet selv. De første ti år fik vi nemlig brændselselementerne færdige fra
England, og der var uranen allerede puttet ind i pladerne. Men så gik vi over til at lave brændselselementerne
selv. Det betød, at vi købte uranen som uran metal i USA via forskellige
firmaer, der konverterede det fra det ene, til det andet til det tredje. Det er jo i parentes
bemærket en lang proces, fra man graver uranmalm op af jorden, og til den bliver raffineret
og bliver til uranoxid, ”yellow cake” og bliver lavet til UF6, bliver beriget og så igen lavet om
til uranmetal. Da købte vi metallet færdigt og havde en lille produktion, der lå oppe i metallurgiafdelingen.
De havde dog kun små mængder derovre, for de havde ikke mulighed for at
opbevare store mængder.
Vi byggede faktisk et boksanlæg, der var så sikkert, at amerikanerne, der ellers var meget
kritiske over for, om vi kunne opbevare det ordentligt, sagde, at de havde ikke set noget
bedre. Fuldstændig uden bevæbning, ikke et eneste skydevåben, men med et kinesisk æske
system, der gjorde, at der var ikke nogen, der kunne tvinge os til at aflevere uranen, om de så
kom med nok så mange med skarpladte revolvere. Vi måtte bruge noget energi og nogle ressourcer
på at bygge det lager op for, at vi kunne opretholde retten til få leveret højt beriget
uran.
Så gik man så [i 1989] over til 20% beriget uran i stedet for. Men så kunne man ikke
bruge metal mere, så skulle man over til noget andet. Det gik der så ca. seks år med at udvikle
og afprøve, indtil man fandt ud af, at uransilicid var det rigtige. Uransilicid-pulver, kunne
man så blande med aluminiumpulver, presse til briketter og valse ud til plader. Det virkede
ganske udmærket. Det viste sig, at reaktoren kørte fuldt ud lige så godt på det. Det gik en lille
smule ud over flux’en i midten af reaktoren, men det betød sådan set ikke noget, for det havde
vi ikke så meget at bruge til. Men det gav til gengæld bedre flux i de store forsøg. Det var
billigere og det holdt længere. Elementerne havde en længere standtid i reaktoren. Så alt i alt
tror jeg, at vi gik ned fra at bruge nogle og 40 til nogle og 30 elementer om året. Der var en
besparelse der. På den måde har vi været involveret i sådan noget sikkerhed og blå briller.
101