Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
3.2. Vagtholdslederen: Et interview med maskinmester Leif Rødskov
HK: Det er tirsdag den 13/3 2007. Jeg sidder i Svogerslev sammen med fhv. vagtholdsleder,
maskinmester Leif Rødskov (LR). Jeg ved ikke, om du vil starte med at fortælle noget om dig
selv, din baggrund, og hvordan du kom til Risø og DR3?
LR: Jeg er gammel Roskildedreng, og efter jeg havde aftjent min værnepligt som befalingsmand
i marinen, skulle jeg selvfølgelig have et job. Hvad var nærmere end at søge en af de
mest populære arbejdspladser i Roskildeområdet? Det var Risø. Jeg var færdig i maj i marinen
og søgte så på stillinger på Risø. Først søgte jeg på serviceafdelingen, hvilket ikke lykkedes.
Jeg kom så ud at sejle i en måneds tid med færgen Korsør/Nyborg. Man skulle jo have
noget at lave. Så kom der lige pludselig et brev med en forespørgsel, om jeg var interesseret i
en stilling ved reaktor DR3, fordi driftsmesteren dernede, Poul Christensen, skulle være
forstander på Københavns Maskinskole. Der var seks mestre på vagtholdene og de rykkede så
en mand ud på driftskontoret således, at der blev en stilling ledig på vagten. Den blev jeg
tilbudt, blev kaldt til samtale og var så heldig at få den. Risø har altid været en populær
arbejdsplads i Roskildeområdet. Det er der ingen tvivl om. Når folk først kom på Risø, så blev
de derude. Fagforeningerne har altid haft det godt: smedene, eller forskningsteknikerne som
de hedder i dag, var sådan set toneangivende [i fagforeningen]. Lønningerne lå også meget
pænt på Risø. Det var jo forskning og det var fremme i første felt. Det var en spændende
arbejdsplads: Jeg var derfor glad, da jeg i august 1968 fik sådan et job.
Jeg skulle være arbejdsleder for et vagthold, der bestod af en maskinmester, to operatører
og en forsøgsassistent. Maskinmesteren – jeg var som sagt maskinmester - og de to operatører
var faglærte, nemlig som henholdsvis maskin- og elektromand. Desuden havde vi som sagt en
forsøgsassistent, som var arbejdsmand. Vi var sådan set dækket ind på et meget bredt felt til
at påtage os forskellige opgaver: Der var maskin- og elektroerfaring og vi kunne skam også
feje og sådan noget, for det skulle der jo også gøres en gang imellem… Holdet var egentlig
sammensat rigtig godt.
Vi skulle dække en 24 timers vagt, alle ugens syv dage, hele året rundt. Vi kørte i kontinuerlig
drift. Der var seks vagthold til at starte med, og senere syv. De skulle dække
arbejdstiden på 24 timer og kom således også på helligdage og lørdag-søndage. Vagtholdene
var sådan set en ret lukket kreds. De havde i hvert fald ikke så meget samkvem med de øvrige
afdelinger på Risø. Vores fornemste mål var selvfølgelig at holde reaktoren kørende på en
god måde. Til dette var der foruden selve vagtholdet også altid en vagthavende ingeniør og en
helseassistent på vagt. Der var således hele tiden meget reaktorkompetence til stede ved
reaktoren. Vagtholdet tog sig af den daglige drift, og hvis der så var et eller andet, der ikke
kørte helt normalt, så var ingeniøren der og kunne tilkaldes. Helseassistenterne havde deres
egne rutiner og gik hele tiden rundt og lavede smeartests og målte på nogle særlige områder,
om det nu var normalt og der ikke var stigende stråling. Vi havde hele tiden et godt arbejde
omkring det at holde reaktoren kørende.
Vagtholdets opgaver bestod for det første af en masse rutineopgaver og -afprøvninger: Vi
afprøvede løbende om vores drænpumper og overrislingsanlæg virkede. Vi afprøvede løbende
om alle de basale funktioner, som f.eks. om vores døre kunne lukke, om nødstrømsanlægget,
nødbelysningen osv. virkede. Alle disse funktioner skulle virke i tilfælde af netsvigt.
Hvis nettet bare faldt ud nogle brøkdele af et sekund, som når nu lyset blinker, kunne det
give et reaktortrip, idet vores store pumper faldt ud og reaktoren stoppede på et halvt sekund.
I den situation var det vagtholdets opgave at finde ud af, hvad der var galt og gå rundt og
starte de funktioner, de pumper, og hvad der var, op igen, så vi fik genetableret normal drift.
Det var sådan set vagtholdets rutineopgaver. Netsvigt var faktisk det vi normalt trippede.
Alle de forsøg der foregik i og ved reaktoren havde en eller anden form for overvågning.
Vi havde f.eks. på reaktortoppen nogle forsøg i vores såkaldte højtryksrigs, der gik ud på at
afprøve uranbrændselsstave. Højtryksriggene var instrumenteret således, at hvis der viste sig
nogle afvigelser fra, hvad vi forventede af driften, så kunne det også give et trip. Det vil altså
sige, at sådanne forsøg var instrumenteret på samme måde som reaktoren. De fungerede efter
105