Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
stiger, så stiger trykkene i forsøgene. De skulle derfor hele tiden overvåges, mens man kørte
reaktoren på effekt. Og det var så hans job, at gå rundt og gøre de ting.
Når vi så efter halvanden til to timer, alt efter hvordan der nu skulle køres op, var kommet
på effekt…
HK: Det er den tid det tager at…?
CN: Det er den tid, det typisk tager. Man kan godt køre hurtigere op. Det gjorde vi jo tit efter
et trip. Men når der lige var kommet nye forsøg ind, så ville eksperimentatorerne gerne have,
at vi kørte stille og roligt op, således at der ikke var noget der lige pludselig bliver for varmt,
eller nogle tryk, der blev for høje. Så havde Rig-operatøren også mere tid til at gå og regulere
tryk og sådan noget. Så det tog typisk en halvanden times tid. Men indimellem kørte vi også
under opstarten nogle test af brændselsstave, hvor man simulerede overophedning, for at se
hvor meget selve brændselsstavene kunne tåle. Der kørte vi somme tider op i forskellige trin,
og så fik den lov at køre lidt hurtigt op og så stoppe. Opstartstiden kunne derfor godt variere
lidt. Når vi var på effekt, så var der jo nok at løbe efter, fordi der hele tiden skulle ses efter,
om alt ting kørte, som det skulle, og alle tryk og temperaturer var, som de skulle være.
Vi startede op om fredagen. Hele morgenvagten om fredagen gik sådan set med at tjekke,
at det hele var i orden. Om eftermiddagen begyndte man så at sætte bestrålingerne ind. Efter
opstart kunne fluxen godt være lidt urolig. Den skulle lige have nogle timer til at blive helt
stabil. Når vi f.eks. lavede silicium, ville man helst ikke have det ind før fem timer efter, at vi
kommet på effekt. Der var jo til sidst mange faciliteter med silicium, så der var rigeligt at se
til. Selvom vi var to mand, kunne vi sagtens få tiden til at gå. Desuden havde vi jo også den
kolde kilde. Det var en ret kompliceret affære. Inde i et af forsøgsrørene var der anbragt et
moderatorkammer, som ved hjælp at to cryogeneratorer var kølet ned til næsten nul grader
kelvin. Det var med tredobbelt containment: I selve moderatorkammeret var der brint,
udenom hvilket der var vakuum og udenom igen var der helium. Den kolde kilde var meget
tidskrævende at få til at køre, fordi den var så kompliceret. Alle de forskellige tryk skulle
holdes på det rigtige niveau. Hvis ikke vakuumet var tilpas lavt, så kunne det indikere, at der
var en utæthed. Og hvis der var en utæthed, måtte det ikke køre og så måtte reaktoren i det
hele taget heller ikke køre. Så var vi nødt til at lukke ned. Det brugte vi altså meget tid på.
HK: Det er vel heller ikke standard kølemaskiner?
CN: Nej. Det var nogle helt specielle kølemaskiner med dobbelte stempler, rimeligt komplicerede.
HK: Man sad ikke bare og kiggede i kontrolrummet hele natten, når man var på vagt?
CN: Nej og ja. Hvis vi vender tilbage til halvfjerdserne, havde vi ikke så mange bestrålinger.
Dengang var der mere tid. Om natten kunne der godt være nogle timer, hvor man kunne sidde
og hyggesnakke. Dengang havde vi jo ikke engang fjernsyn. Det måtte man ikke dengang. Så
sad man og læste eller snakkede. Det foregik på en anden måde. Det var jo nyt. Vi diskuterede
meget, der blev snakket meget og man funderede mere. Vi havde også dengang flere
småopgaver, og vi kom oftere oppe ved fysikerne og eksperimentatorerne på første dæk. I
starten var der mange forsøg oppe ved fysikerne. Der var der mange eksperimentatorer, og de
kom og gik hele døgnet. Der var mange småting og småjobs deroppe. Man skulle holde øje
med mange ting, f.eks. fylde kvælstof på. Og vi gik så og kiggede til og snakkede med dem.
Der var lidt mere roligt dengang, Det var ikke fordi, der ikke var noget at lave, men det var
lidt mere roligt.
Men senere da vi efterhånden fik alt det silicium, så skulle vi til at løbe stærkt. Så faldt
nogle af de førnævnte opgaver væk. De forsøg, der blev tilbage, blev meget mere
automatiserede således, at de stort set passede sig selv. Og fysikerne kunne sidde hjemmefra
med deres computere og holde øje med det. Det kunne man ikke i halvfjerdserne. På den
måde ændrede det sig løbende fra halvfjerdserne og frem til sidst i halvfemserne, hvor vi
114