Maskinerne i haven

Ny kultur på
Risø i 80’erne
Prispolitik og
udadtil?
Maskinerne i haven
Heydorn: Tværtimod. Når Direktionen mødtes med udenlandske kolleger fra Jülich og andre
steder, ansås det vist nærmest for pinligt at tale om det. Efterhånden blev vi dog mere værdsat,
og jeg fik faktisk en pris på 10.000 kr. fra Direktionen for min indsats for fremme af siliciumproduktionen.
Årsagen til denne udvikling skulle nok findes i, at der var åbnet mulighed for, at institutionerne
selv kunne disponere over deres indtægter i modsætning til tidligere, hvor de havnede i
statskassen.
Der var jo efterhånden tale om ganske mange penge og nu kunne man måske få glæde af
dem.
Henrik: Så vidt jeg kan forstå taler vi for 90’ernes vedkommende om indtægter på ca. 20 mio.
kr om året.
Heydorn: Det var nok deromkring iii og med den nye ordning et enormt plus for Isotoplaboratoriet.
Den spøgefulde version af Direktionens årlige besøg ude hos os var, at Hans Bjerrum
Møller kun kiggede på tallet i nederste højre hjørne – altså resultatet. Alle andre afdelinger på
Risø havde selvsagt underskud, som de netop skulle have bevilliget af Direktionen. Ene af alle
afdelinger havde vi overskud, og det vi drøftede var derfor hvor mange penge de skulle have
af os! For begge parter var det en uvant situation, og i nogle år blev resultatet blot overført til
næste år. Ingvard Rasmussen, som blandt sine øvrige kvalifikationer også havde en MBA,
rådede mig til at nedbringe overskuddet ved selv at fordele penge til de afdelinger, som Isotoplaboratoriet
samarbejdede med. Det var et godt råd således at få pengene i cirkulation i
stedet for blot at have dem stående til pynt på regnskabet. I årene fremover ringede så vore
mange venner rundt på Risø, når de skulle lave budget, for at høre, hvad vi skulle have lavet
næste år og hvor mange penge, vi ville afsætte til dem. Det var en stor fordel, at det var Isotoplaboratoriet
selv og ikke Direktionen, der fordelte midlerne: Vi fik mange gode venner på
den konto – og det havde vi da egentlig også fortjent! Resultatet ville sikkert være blevet det
samme, hvis Direktionen havde fordelt pengene, men så ville folk være ligeglade.
Henrik: Var det nogen sinde vanskeligt at få plads i DR3-reaktoren?
Heydorn: Det var en selvfølge, at vi koordinerede vores behov for bestråling i DR3 med
Fysikafdelingen og Afdelingen for Materialeforskning, og jeg har ingen erindring om, at det
nogensinde voldte problemer. Til vore formål var de vertikale kanaler i DR3 at foretrække, og
fysikerne var egentlig kun interesseret i de horisontale; af de 10 vertikale kanaler overtog vi
efterhånden dem alle, men først efter at de var blevet ledige. Væksten i antallet af siliciumkrystaller
med en diameter på 5” kunne imidlertid ikke rummes i de vertikale faciliteter og
nødvendiggjorde konstruktion af en horisontal bestrålingsfacilitet i et forsøgsrør, som netop
var blevet rømmet af fysikerne.
Ikke mindst vore japanske kunder var altid bekymrede for, om vi havde tilstrækkelig kapacitet;
men vi garanterede aldrig i vore kontrakter mere end vi var sikre på at kunne levere. Til
gengæld måtte de garantere at aftage et antal bestrålinger, der kunne retfærdiggøre en udbygning
af vor kapacitet!
Konstruktion af faciliteter til bestråling af silicium i store mængder er ikke nogen simpel
sag: hver enkelt siliciumkrystal skal have sin helt bestemte dosis, forskellig fra krystal til
krystal, og denne dosis skal være præcis den samme gennem hele krystallen. Der er således
ikke tale om en serieproduktion, men i vore mest moderne faciliteter var der tale om en automatiseret
produktion. Den første horisontale facilitet blev indsat i reaktoren i slutningen af
1991 og den sidste blev færdig og taget i brug ved udgangen af 1997 – kort tid før jeg holdt
op.
Der er ingen tvivl om, at vi var gode til at dotere silicium – sandsynligvis de bedste i
67