Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
byggede man et ordentligt instrument. Det var ikke det, som jeg plejer at kalde sytrådsfysik,
hvor man prøvede at spinde tingene op med de forhåndenværende sytråde og save et hjørne af
hist og pist og sådan noget. Det gjorde man til at begynde med, men når det så var der, så blev
der bygget noget andet. Det gjorde, at vi fik ry for at have instrumenter af høj klasse.
HK: Så teknikerne betyder meget?
BL: Inden for eksperimentel fysik betyder teknikerne simpelthen meget. Og de skal efter min
mening helst sidde tæt på forskerne, så der er et samspil. Det skal ikke være noget med en
eller anden konstruktionsafdeling. Risø havde også en konstruktionsafdeling, men det var
faktisk et samspil mellem os og vore egne teknikere at få bygget instrumenter. Nogle af
tingene blev måske nok lavet i samarbejde mellem teknikerne og konstruktionsafdelingen,
men den basale idé udveksling foregik i fysikafdelingen. Vores teknikere havde også et fabelagtigt
godt forhold til Risøs værksted, som også har haft mægtig dygtige folk, der virkelig har
kunnet lave ordentligt arbejde. Det er altså alfa og omega.
[…]
HK: Så DR3 har været bedre instrumenteret, end de reaktorer som lignede DR3?
BL: Ja, i hvert fald. Ja, den har været konkurrencedygtig, også med en højfluksreaktorer, f.
eks. som den, der ligger i Grenoble, bl.a. på grund af instrumenteringen, og fordi der på et
meget tidligt tidspunkt blev gjort meget for at optimere tingene. Vi renoverede vores instrumenter,
og det var der mange steder de ikke gjorde. De byggede simpelthen instrumentet, og
så var det det. Vi har været igennem i hvert fald en 3-4 runder, hvor der er blevet nybygget
instrumenter eller dele af instrumenter. Sidste runde var faktisk dårligt afsluttet, da reaktoren
blev lukket. Da var den fire år gammel eller sådan noget. Men der var stadigvæk nye instrumenter
på bedding på det tidspunkt.
[…]
HK: En reaktor kan bruges til mange formål. Hvordan blev det bestemt nøjagtigt hvad?
BL: Som jeg ser det, var det fysikafdelingen, og nok hovedsageligt Kofoed-Hansen, fordi han
var den eneste ældre. Vi kom alle sammen stort set frisk fra fad. Da jeg startede, var den
ældste, Hans Bjerrum Møller, vel 30, og jeg var 25, og de andre har ligget der midt imellem.
Og så var der Kofoed-Hansen, som har været lige først i fyrrerne, som egentlig var den eneste
erfarne rotte. Men han fik en masse gæsteforskere trukket til sig, fordi han var meget anerkendt
inden for kernefysik og havde et kæmpe netværk. Han sørgede for, at der hurtigt kom
erfarne gæsteforskere fra Brookhaven og andre steder til Risø, både inden for neutronspredning,
plasmafysik og mikro-meteorologi.
Det var i løbet af de første par år, at det gik op for fysikafdelingens folk, at DR3 simpelthen
var superb til det, der skulle laves. Den var bedre end den de da havde på Brookhaven, og
på niveau med den, de var ved at planlægge at bygge der. Som jeg ser det, foregik det bare
ved, at Kofoed-Hansen sagde til Risøs direktion, at vi måtte have flyttet neutronspredningen
over på DR3. På det tidspunkt var Risøs direktør også en fysiker, Flemming Juhl. Samtidig
skete der jo det, at elværkerne ikke ville have reaktorteknologi. De var bange for at miste, skal
vi sige, deres eget monopol. De ville overhovedet ikke høre om elektricitetsproduktion med
reaktorer.
HK: Det var allerede i 60’erne?
BL: Ja, det skete jo samtidigt. Så stod man med denne reaktor, der simpelthen var superb til at
lave neutronsprednings eksperimenter på. Det var ikke det, den oprindeligt var tænkt til, men
det var det, den endte med at blive brugt til. Allerede fra 1965 var vi rykket ind derovre. Men
143