Maskinerne i haven

DR2
NTD-Silicium
Topsil
Maskinerne i haven
kælderen omkring Isotopseparatoren; det skulle dog lige godkendes af Professoren – som
Niels Bohr normalt blev kaldt. Han blev så inviteret ned for at se på det: Koch forklarede og
Karl Ove Nielsen fremviste tegningerne, hvorpå Bohr sagde: ”Ja… jo… jeg synes, det er lidt
svært. Kan De ikke bare bygge det, så skal jeg nok komme og se om det er i orden!”
Henrik: Der er lige en enkelt ting, som jeg har lagt mærke til og studset over. Du har nemlig
flere gange antydet, at DR2 reaktoren, som Isotoplaboratoriet lå tæt ved og som var laboratoriets
primære neutronkilde, ikke fra starten havde som hovedopgave at producere isotoper.
Heydorn: Nej, absolut ikke. Den var meget upraktisk til dette formål; men vi fik os da indrettet.
Henrik: Hvordan vil du så karakterisere den som facilitet? Havde man fra starten i højere grad
tænkt, at den skulle benyttes til reaktorteknologisk forskning og udvikling?
Heydorn: Det tør jeg ikke sige; det må være dem, der har valgt den, der svarer på det spørgsmål.
Isotopproduktion stiller det uomgængelige krav til reaktoren, at man skal kunne tage
bestrålinger ud og ind mens den kører, og derfor var det virkelig en genial idé at installere et
rørpostanlæg mellem DR2 reaktoren og Isotoplaboratoriet. I alle andre henseender var den
overhovedet ikke forberedt til isotopproduktion, men det var reaktorer generelt såmænd heller
ikke. Til de øvrige anvendelser – og det gælder også mange fysikforsøg – er det muligt at
vente til reaktoren er lukket, alternativt at stoppe reaktoren, når ens forsøg er færdigt. Men for
Isotoplaboratoriets leverancer af kortlivede isotoper er det afgørende at kunne tage det bestrålede
materiale ud af reaktoren, præcist når det skal bruges. Her på Risø havde vi den store
fordel, at reaktoren af hensyn til fysikerne kørte næsten hele tiden, mens det store problem var,
at prøverne er så frygtelig radioaktive, lige når de kommer ud af reaktoren. Rørposten løste
noget af dette problem for os, og uden den havde vi været meget dårligt stillet. Men i de
tilfælde, hvor vi var nødt til at bestråle i længere tid, kunne vi ikke bruge rørposten, men måtte
hente prøverne ovre ved reaktoren. Materialet blev anbragt i bestrålingsdåser af aluminium og
sænket ned i vandet, hvorfra det så blev hejset op og ind i en blyafskærmet transportbeholder,
når den beregnede tid var udløbet. I begyndelsen var det hele meget primitivt, men i årenes løb
fik vi da bygget en del forskelligt udstyr, så vi kunne udnytte alle tilgængelige
bestrålingsmuligheder i DR2.
Her kommer vi naturligt til det kapitel, der hedder silicium. Skal vi tage det nu?
Henrik: Ja, det synes jeg.
Heydorn: Fremstillingen af neutrondoteret silicium begyndte jo på DR2. Jeg forudsætter i det
følgende, at vi ikke behøver at gentage andet end hovedpunkterne af, hvad der omtales i
filmen [Fra forsøg til produktion: NTD-silicium]. En dag blev jeg ringet op af udviklingschefen
H. Janus fra Topsil, som spurgte, om ikke vi havde lyst til at bestråle en enkeltkrystal af
silicium med neutroner. Det havde vi!
Henrik: Det var engang omkring 1973.
Heydorn: Det var i april 1974. I kraft af den erfaring, vi havde med reaktoren DR2, kunne jeg
straks love, at vi kunne udføre et sådant forsøg. Det lød jo ikke som noget større projekt, så
han kunne godt komme med sin siliciumkrystal; vi skulle nok give den en tur i reaktorens
termiske kolonne.
Henrik: Var det første gang, at I havde et direkte samarbejde med en industrivirksomhed?
Heydorn: I hvert fald af denne karakter. Det var helt klart uden mening at henvise til Isotop-
61