Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
3.3. Reaktoroperatøren: Et interview med teknisk vagt Carsten Nikolajsen
HK: Det er mandag den 12/3 2007. Jeg sidder i vagtstuen sammen med fhv. reaktoroperatør
på DR3, Carsten Nikolajsen (CN). Vi skal tale om, hvordan det har været, at have den
funktion. Jeg vil starte med at spørge dig, om din baggrund og hvordan du endte her på DR3.
CN: Jeg er udlært som værktøjsmager. Vi lavede f.eks. formværktøjer til plastikstøbning og
slibe- og stanseværktøjer. Det var jeg egentlig rimelig glad for, men da jeg havde været det i
nogle år, manglede jeg noget, som var lidt mere spændende. Jeg kan godt lide at gå at pudse
og nusse om tingene. Da jeg søgte til Risø første gang, var det ikke på DR3 men oppe i
fysikafdelingen som laboratoriemekaniker. Men den stilling fik jeg ikke. Senere blev der slået
nogle jobs op, hvor de søgte reaktoroperatører. Det lød spændende. Det var godt nok
skifteholdsarbejde, men der jo var masser af mennesker, der gik skiftehold. Jeg kendte en som
gik skiftehold på Novo. Han var tit hjemme om dagen. Jeg prøvede så at søge på det og fik da
også jobbet. Men jeg vidste egentligt ikke rigtigt, hvad det indebar. Men hvis man ikke
prøver, finder man jo aldrig ud af det. Jeg startede her den 1. juni 1970, tror jeg. Da var jeg
omkring femogtyve år. Det var utroligt spændende. Da jeg kom herned og så alt det her,
tænkte jeg: Hold da op! Skal du efter tre måneders oplæring sidde herinde og styre det her!
Men så tænkte jeg: De andre er lige som jeg maskinarbejdere eller værktøjsmagere, og når de
kan, så kan jeg vel også. Det var nogle søde og rare kollegaer, som jeg traf i den tid, hvor jeg
gik til oplæring. Man fik alt at vide, og man kunne bare spørge. Da jeg efter de der tre
måneders oplæring var færdig, var jeg da godt klar over, at jeg ikke kunne det hele. Men altså.
Dengang da kom man ned til reaktorchefen til en overhøring, inden man fik lov at gå i vagt.
HK: Det var eksamenen.
CN: Ja. Han stillede nogle spørgsmål og forhørte sig om, hvordan man havde det med det. Og
den eksamen klarede jeg jo også og kom så i vagt. Men man havde jo den fordel, at man
havde en maskinmester, der havde gået her i mange år, og ens kollega, den anden operatør,
var også gammel i gårde. Der var altid nogen at støtte sig til. Man stod jo ikke helt alene. Vi
var jo i hvert tilfælde tre, som på niveau kunne det samme. Overraskende hurtigt blev jeg
sådan set dus med det og følte egentligt, at jeg var kommet på den rette hylde. Det var sådan
en blanding af alt muligt, at køre reaktor, og arbejde med systemet, når reaktoren var lukket
ned. I den uge, hvor der var nedlukning, gik man jo rundt og lavede reparationer og tog
pumper ud, heliumrensning, og der blev skiftet brændselselementer…
HK: Sådan forefaldende.
CN: Ja, alt muligt. Det var rimeligt stramt timet, fordi vi skulle nå det hele på den uge. Vi
havde jo en driftsplan. Og den blev kørt næsten på minuttet. DR3 har altid været berømt for,
at når man sagde til forskerne, at vi kører derfra og dertil på minuttet. Ja, så gjorde vi det.
DR3 har egentlig været rimelig berømt for stabilitet og punktlighed med hensyn til køretid. Så
der var indimellem travlt.
HK: Det var måske ikke normen i branchen?
CN: Nej. Ingeniørerne tog jo indimellem til nogle Pluto- og Didomøder med de søsterreaktorer,
der findes rundt i hele verden. Det var lidt forskellige oplevelser og indtryk, de kom hjem
med. Bl.a. var der i England ikke altid lige rent og pænt, og der var lidt mere stråling hist og
pist, fordi systemerne ikke var vedligeholdt på samme måde som vores. Det var især
tungtvandsrummet. De havde flere utilsigtede nedlukninger, altså reaktortrips. Man
sammenlignede så driftsrapporterne. Og DR3 var vel nok den mest effektive. Det var den, der
kørte flest timer. Det var meget sjældent vi havde nedlukninger. Det var som regel, hvis nettet
faldt ud. Så lukkede reaktoren ned og vi måtte køre på vores egen nødforsyning, indtil
strømmen kom tilbage. De store pumper kunne ikke køre på nødforsyningen. Nødforsyningen
112