Maskinerne i haven

Wacker
Hellere nr. 1 på Isotoplaboratoriet end nr. 2 i Direktionen
Heydorn: Det har aldrig været nødvendigt at drøfte fremgangsmåden med nogen, og den
nævnes heller ikke i filmen; det er jo resultatet, der tæller! Ingen i Direktionen kunne have
noget imod, at et firma købte og betalte noget udstyr på DR3, og at de betalte Isotoplaboratoriet
for at betjene det; det kom jo for så vidt slet ikke Risø ved!
Efter succesen med leverancen til USA blev det hurtigt klart for Topsil, at de fik brug for mere
kapacitet. Der findes seks huller af samme slags på toppen af DR3, så det var ret simpelt at
lave kopier og indsætte dem i flere huller og derved forøge bestrålingskapaciteten. Nu var
fremgangsmåden jo kendt, og Topsil tjente gode penge, så med Direktionens fulde accept
betalte de simpelthen for installation af ny kapacitet. I begyndelsen sad vi på 100 % af
verdensmarkedet, og med udgangen af 1977 var 5 af de 6 ens huller på toppen af DR3 taget i
brug til dotering af silicium for Topsil. Trods vort succesfulde samarbejde havde jeg dog en
klar fornemmelse af endnu større muligheder, hvis vi ikke begrænsede os til samarbejde med
Topsil. I 1979 besøgte derfor Oscar Holst-Jensen fra Risø’s daværende Kontraktkontor firmaet
Wacker-Chemitronic i Tyskland for at orientere om vor bestrålingsvirksomhed, og året efter
forhandlede vi os frem til en aftale med firmaet. Det nævnes måske ikke direkte i filmen, men
Wacker ville gerne bestråle langt større mængder end Topsil, hvilket betød, at vi simpelthen
ikke rådede over faciliteter til at opfylde deres ønsker. At Direktionen ikke ville bevilge penge
til faciliteter til dotering af silicium var på forhånd givet, og selv havde jeg det ikke godt med
at få flere bestrålingsfaciliteter, som vi ikke selv ejede; men vor forhandlingspartner på
Wacker-Chemitronic, Dr. Herzer, var en mand, der mente at problemer var til for at løses – og
det gjorde vi så! Uden juridisk bistand indgik vi en aftale, som jeg anså for ganske utrolig:
Aftalen indebar, at Wacker kontraktligt forpligtede sig seks år frem i tiden til at aftage – og vi
til at levere - fastlagte mængder af bestrålet silicium i en specificeret kvalitet og til en bestemt
pris, vel at mærke leveret fra bestrålingsfaciliteter, der endnu ikke engang befandt sig på
tegnebordet! Jeg betragter stadig denne aftale som den mest fantastiske jeg nogensinde har
indgået og et udtryk for en enorm tillid, som vi ville gøre alt for at leve op til. Oskar og jeg
hjembragte således ordrer på levering af et formidabelt antal bestrålinger af silicium frem til
udgangen af 1986 med en indbygget stigning svarende til en tredobling af den hidtidige kapacitet.
For at kunne opfylde kontrakten måtte vi løbende udbygge faciliteterne til også at kunne
bestråle krystaller med 4” diameter i stedet for det hidtidige maksimum på 3”, og pengene
hertil kom simpelthen fra de udførte bestrålinger. På den måde havde jeg nu sikret penge til at
bygge nye faciliteter til bestråling af silicium, uden at skulle bede Direktionen om andet end at
underskrive kontrakten! Det voldte ingen problemer, og kontrakten trådte i kraft 30. juni 1980.
Straks efter gik jeg til Kai Hansen i Konstruktionsafdelingen for at få sat gang i konstruktionen
af de nye faciliteter. Jeg viste ham seksårsplanen og sagde: ”Se bare! Denne gang falder
pengene forud – hvis du garanterer at have den første 4” facilitet klar til brug næste sommer?”
Det lovede han naturligvis – og det holdt han! Naturligvis!
I mellemtiden havde vi så visse diskussioner med Topsil, fordi vi jo ikke fra kontraktens
start havde andre bestrålingsfaciliteter og derfor var nødt til at benytte Topsils faciliteter til at
bestråle Wackers silicium. Det var Topsil godt klar over, og de var næsten nødt til at protestere,
hvorfor jeg måtte opfinde en ”virtuel” facilitet, hvori Wacker’s bestrålinger foregik! Det
korte af det lange var, at Topsil fik hvad de skulle bruge, og så burde de ikke have noget imod,
at vi brugte faciliteten til noget andet.
Henrik: Var de to firmaer ikke i skarp konkurrence?
Heydorn: De var i skarp konkurrence, men mest fra Topsils side; ifølge Herzer betragtede man
Topsil som en velkommen konkurrent og kunne godt acceptere Topsil’s førsteret til levering.
Topsil’s kvalitet betegnedes som helt i top, men ude af stand til at dække verdensmarkedet;
det var Wacker derimod. Desværre viste det sig, at Topsil jævnligt befandt sig på fallittens
rand, og flere gange rent faktisk gik fallit. Da jeg blev klar over det, begyndte jeg for alvor at
se mig om efter andre partnere.
64