Maskinerne i haven

Blackfoot
Disease
Hellere nr. 1 på Isotoplaboratoriet end nr. 2 i Direktionen
og jeg havde derfor brug for et referencemateriale for As; men NBS var endnu ikke selv gået i
gang med analysearbejdet. Hvorfor arsen gik hen og blev mit yndlingselement, er en anden
historie, som vi måske lige kan indskyde med det samme. Vi havde nemlig et interessant samarbejde
med Rigshospitalet om arsenindholdet i blod. Du har sikkert hørt om vor samarbejdspartner,
som hed Astrup…
Henrik: Medicineren Poul Astrup?
Heydorn: Netop. Han var dengang chef for centrallaboratoriet på Rigshospitalet, og han fik i
midten af 1960’erne interesse for arsen, men måtte samtidig erkende, at det ikke kunne
bestemmes med de analysemetoder, som centrallaboratoriet rådede over. Han henvendte sig
derfor til Cecil Jacobsen med ønsket om at få analyseret nogle prøver for arsen. Astrup var
blevet opmærksom på et sted i Taiwan, hvor mange mennesker lider af en endemisk sygdom,
kaldet Blackfoot Disease, hvis årsag man ikke kendte. Astrup havde fået den idé, at der var
tale om arsenforgiftning og havde fået Statens Medicinske Forskningsråds tilslutning til
sammen med en assistent at rejse ud og tage blodprøver blandt folk, der led af denne overordentlig
ubehagelige sygdom. Det gik fint nok med indsamling af prøverne, der efter hjemkomsten
så skulle analyseres for arsen.
Jeg havde imidlertid et princip, som jeg har fastholdt gennem alle årene, og som han måske
nok var den første, der blev udsat for. Jeg fortalte ham, at vi ikke ville sende en regning for
hans aktiveringsanalyser, hvis han kunne overbevise mig om, at de var interessante, og at jeg
deltog i hans projekt som ligeværdig partner. Men hvis han omvendt bare ville have analyserne
udført som ren service, skulle han betale 1000 kr. per analyse. Ved Cecil Jacobsens
mellemkomst indgik vi et kompromis, der indbefattede, at han stillede en laborant til rådighed,
som jeg skulle oplære mod at blive medforfatter til eventuelle artikler baseret på vore analyser.
Jeg påbegyndte oplæringen af hans laborant, og han sendte mig sine blodprøver til analyse i
forventning om løbende at få resultaterne tilsendt. Blandt prøverne var enkelte meget højere
end de øvrige, og jeg forhørte mig derfor om, hvorfra disse hidrørte? Han svarede hertil, at det
skulle jeg slet ikke interessere mig for, da han frygtede, at det kunne påvirke resultaterne!
Efter at han havde modtaget samtlige resultater, ville han imidlertid stadig ikke fortælle mig
noget; da jeg insisterede, tilføjede han, at det jo var ligegyldigt, eftersom han allerede havde
færdiggjort sin artikel om projektet. Den kom ganske rigtigt under hans navn i næste nummer
af Ugeskrift for Læger og indeholdt alle vore resultater; blot under Acknowledgement fremgik
det, at man havde fået lavet analyserne på Isotoplaboratoriet.
Jeg blev enormt sur – og med god grund! Ikke mange i hele verden kunne have lavet disse
analyser, og ingen andre havde haft adgang til prøver fra Blackfoot patienter – en enestående
lejlighed og et stort arbejde fuldstændig spildt. Men hvad gør man overfor et sådant fait
accompli? Det var første gang jeg var udsat for den behandling, og jeg var stadig en grønskolling
i forhold til den berømte Astrup. Men jeg var fast besluttet på at gøre noget! Under arbejdet
med de mange analyser var jeg blevet gode venner med hans laborant Birgit Lund, som var
med til at tage blodprøverne i Taiwan. Takket være hendes notater lykkedes det at få identificeret
samtlige prøver, således at jeg nu havde de samme oplysninger som Astrup. Det sås
tydeligt, at der var langt mere i disse data, end Astrup havde bemærket; i hans artikel stod der
stor set intet af interesse. På basis af vore egne analyser og de oplysninger, jeg nu havde om
Astrups prøver, gik jeg i gang med at skrive min egen artikel. Det kostede store anstrengelser
og tog mig næsten et år, da det ikke var et emne, som jeg i forvejen vidste ret meget om.
Manuskriptet sendte jeg til tidsskriftet Clinica Chimica Acta uden at være opmærksom på, at
Astrup faktisk sad i dets redaktion! Jeg tror heller ikke, at han opdagede noget, før artiklen var
optaget og trykt – oven i købet med hans navn i Acknowledgement som tak, fordi han havde
udtaget prøverne. Det opdagede han i hvert tilfælde! Nu var det pludselig ham, der
harmdirrende beklagede sig til Cecil Jacobsen; men jeg havde hele tiden holdt ham fuldt
orienteret om situationen, så det kom han heldigvis ikke langt med. Men når enden er god, er
alting godt: denne artikel er blevet mit mest citerede arbejde. Skrevet i 1970 citeres den stadig
52