Maskinerne i haven

Forskning
Aktiverings-
analyse
Studierejse
til USA
General
Atomic
Maskinerne i haven
spørgsel. Det viste sig, at ingen havde kigget i aftalen i de forløbne 24 år; men Sundhedsstyrelsen
forlangte alligevel, at vi skulle have en ny. Knud Kristensen og jeg gik så vores gamle
aftale grundigt igennem og blev enige om, at der ikke var grund til at foretage nogen ændringer;
vi behøvede ikke engang at lave datoen om, kun årstallet! Så den 10. april 1993 indgik vi
så en ny aftale med præcis samme tekst som 24 år tidligere – og den har vi heller aldrig brugt.
Med silicium produktionen var det naturligvis helt anderledes: her indgik vi altid nøje præciserede
aftaler for en bestemt periode. Men hvis du gerne vil høre mere om den danske industri,
så henviste vi altid loyalt til Isotopcentralen. Dog kunne det ske, at Isotopcentralen – i
kraft af vort uformelle samarbejde - i konkrete tilfælde tilkendegav, at Isotoplaboratoriet bedre
kunne tage sig af sagen. Der var således enkelte virksomheder, der direkte blev henvist til os,
og så var der jo ikke noget problem. Men generelt var vi i højere grad engageret i samarbejde
med hospitaler og universiteter, helt på linie med det øvrige Risø, som dengang var langt mere
videnskabeligt orienteret end i dag. Vi havde samarbejde med stort set alle universiteter,
måske mest med det Fysiske Institut på Århus Universitet, hvortil adskillige medarbejdere fra
Risø i tidens løb flyttede.
Henrik: Vi skal også tale om forskningen ved Isotoplaboratoriet og selve forskningsmiljøet.
Heydorn: Ja, vor egen forskning kom først lidt senere. I den første fase havde vi fået startet en
isotopproduktion med fokus på fortrinsvis kortlivede isotoper, der i væsentlig grad henvendte
sig til hospitaler og universiteter. Vi var godt i gang med at fremstille radioaktive specialiteter
til medicinsk forskning, og vi var gået ind i levering af store 60 Co kilder. Den rapport [Risø-M-
172], som jeg gav dig i starten, er fra slutningen af 1964 og resumerer, hvad vi havde opnået
indtil da. På dette tidspunkt begyndte jeg personligt, at se mig om efter nye udfordringer. Jeg
har altid lagt vægt på at gøre mig selv overflødig, og det var nu lykkedes civilingeniør Børge
Kruse at få isotopleverancerne til at køre rutinemæssigt, medens civilingeniør Ulf Jacobsen
tog sig af specialiteterne. Hvad skulle jeg så tage mig af?
Det nye felt, som jeg besluttede mig til at gøre noget ved, var aktiveringsanalyse, baseret på
bestråling af en analyseprøve med neutroner. Denne analysemetode havde hidtil i meget
begrænset omfang været benyttet på Isotoplaboratoriet, nærmest som et kuriosum. Jeg mente
imidlertid, at der her var et værktøj, som vi havde gode muligheder for at kunne udvikle og
anvende inden for mange forskellige forskningsområder. Jeg havde også haft mulighed for at
deltage i videnskabelige møder rundt omkring i Europa, som handlede om aktiveringsanalyse.
Jeg var derigennem blevet klar over, at det var et ret uopdyrket felt herhjemme, og at der var
mange ting man kunne gøre, som ikke hidtil var blevet gjort… og det til trods for, at aktiveringsanalysen
faktisk blev opfundet på Niels Bohr Instituttet i 1936 af George von Hevesy og
Hilde Levi.
Det lykkedes mig faktisk at overbevise Risø’s ledelse om, at det var en god idé. De fandt
det oven i købet så interessant, at de godt ville investere lidt uddannelse i sagen. Som tidligere
nævnt var jeg aldrig blevet sendt ud for at lære at lave isotoper, men jeg insisterede nu på at få
mulighed for at gøre mig bekendt med state-of-the-art aktiveringsanalyse, således at jeg ikke
igen skulle starte helt fra grunden af. På basis af de symposier om emnet, som jeg havde deltaget
i foretrak jeg et kommercielt laboratorium på General Atomic i San Diego, hvis leder, Dr.
Vincent P. Guinn, nød den allerstørste internationale anerkendelse. Det syntes Direktionen var
interessant, men ville i første omgang kun stille penge til et halvt år i udsigt; dertil svarede Dr.
Guinn – over for hvem jeg allerede tidligere havde luftet ideen - at firmaet i så fald så sig
nødsaget til at forlange betaling for mit ophold, medens de ville afstå herfra, hvis jeg arbejdede
på deres laboratorium i et helt år. Heldigvis gik Cecil Jacobsen varmt ind for sagen, ikke
mindst på grund af vores fortrinlige forhold til professor Mogens Faber på Finsenlaboratoriet,
der klart så mulighederne for anvendelse af aktiveringsanalysen i den medicinske forskning.
De mente begge, at man skulle styrke Isotoplaboratoriets kompetence indenfor aktiveringsanalysen,
og Cecil Jacobsen anbefalede derfor AEKs Forretningsudvalg at bevilge et helt år. Han
har senere fortalt mig, at han tilføjede, at det ikke ville blive så dyrt, fordi jeg ikke var gift!
47