Maskinerne i haven

Koboltkilder
Hellere nr. 1 på Isotoplaboratoriet end nr. 2 i Direktionen
vi 131 I mærket hippuran hver eneste uge. Her var det tilmed rimelig klart, hvad vi kunne tage
for det, nemlig den pris, som hospitalerne var vant til at betale andre leverandører. Kunne vi
lave det til den til enhver tid herskende pris på det internationale marked, så var det fint. Og
det gjorde vi så; men det krævede en betydelig indsats til løbende rationalisering af
arbejdsgangen.
Lægemiddelfremstilling er normalt noget man foretager på Novo Nordisk og andre steder,
hvor man har helt andre ressourcer til rådighed, end dem vi havde på vores lille laboratorium,
som slet ikke – og det kan jeg sige med sikkerhed - var bygget med henblik på lægemiddel
produktion. Så på dette tidspunkt blev der brug for al den fleksibilitet, som trods alt var forudset
fra begyndelsen: med de faciliteter, der var til rådighed, lykkedes det at få opbygget nogle
celler til aseptisk arbejde, som med forbedringer hen ad vejen holdt i virkelig mange år. Vi
fremstillede således et udmærket 131 I-produkt, som vi leverede til mange hospitaler rundt om i
landet, undertiden suppleret med det samme produkt mærket med en anden iod-isotop 125 I.
Produktionen fortsatte indtil udgangen af 1995, da brugen af gamma-kameraer i Danmark
havde fortrængt den klassiske metode til nyreundersøgelse.
Henrik: Jeg kan se af AEK’s årsberetninger, at I også leverede 60 Co til Rigshospitalet.
Heydorn: Ja, det er korrekt. Professor, dr.med Mogens Faber, som var leder af Finsen Laboratoriet,
var altid parat med nye ideer til udnyttelse af Isotoplaboratoriets ekspertise og i høj
grad medvirkende til skabelsen af det frugtbare samarbejde med medicinsk forskning, som har
karakteriseret Isotoplaboratoriets arbejde gennem alle årene.
Der fandtes i 1960’erne koboltkilder til strålebehandling af kræftpatienter på Finsen Instituttet,
Rigshospitalet, Radiumstationen i Århus og måske endda også i Odense. Med en halveringstid
på kun godt 5 år vokser behandlingstiden år for år, og det er nødvendigt at udskifte
kilderne med nogle års mellemrum. Faber mente, at det var en god idé, at vi fremstillede 60 Co
til udskiftning af disse ganske kostbare koboltkilder, og vi var glade for, at der for en gangs
skyld var nogen, der sagde, hvad han syntes vi skulle gøre! Som udgangspunkt syntes vi også,
at det lød fornuftigt; men vi var samtidig også lidt bekymrede, fordi der var tale om meget
større aktiviteter end vi var vant til at omgås. Men vi besluttede os til alligevel til at gøre det,
og den 24. marts 1961 afsendte vi den første koboltkilde til Radiumstationen i Århus i overværelse
af såvel Niels Bohr som H.H. Koch – og begivenheden transmitteredes af Danmarks
fjernsyn!
Henrik: Isotoplaboratoriet var kun beregnet på såkaldt semi-hot arbejde?
Heydorn: Ja, Isotoplaboratoriet var indrettet til at arbejde med aktiviteter, der kunne klares
med en afskærmning på maksimalt 10 cm bly. Så arbejdet med koboltkilderne måtte udføres
på toppen af reaktoren DR2. Det radioaktive 60 Co måtte tages direkte ud af reaktoren, hvorefter
der skulle foretages nogle målinger af kildestyrken inden anbringelsen i transportbeholderen.
Tilsyneladende enkle processer, men en vanskelig operation at gennemføre uden egnede
faciliteter. Trods omhyggelig planlægning var der et par medarbejdere, der fik doser i overkanten
af det tilladelige. Men det lykkedes da, og der blev også skrevet en del om det i
aviserne, hvilket jo sådan set også var meningen. Herefter meldte sig så de øvrige radiumstationer
som potentielle kunder, herunder naturligvis Finsen Instituttet, som husede Radiumstationen
i København – men på en måde havde vi næsten fået for meget reklame. I nogle år måtte
vi påtage os selv at fremstille 60 Co til teleterapikilder, selv om vi godt var klar over at det ikke
var særlig fornuftigt; til den pris, det kunne købes for i udlandet, var det ikke risikoen værd.
Efter de første leverancer var afsluttet, besluttede vi os derfor til at købe 60 Co i udlandet i
stedet for selv at lave det i reaktoren. Vi gjorde det en smule diskret, og det kom da vist heller
ikke frem i avisen…
I samarbejde med magister Ari Brynjolfson på Acceleratorafdelingen opbyggede vi nu en
facilitet med meget kraftige betonafskærmninger, hvor vi var i stand til at foretage de nødven-
44