Maskinerne i haven

Prispolitik
Reklame
Maskinerne i haven
Henrik: Man kunne altså sagtens bestille meget mere end det, man havde behov for?
Heydorn: Ja, hvorfor skulle man ikke gøre det, når man kunne få leveret hver uge ganske
gratis – og det kunne jo da altid tænkes, at man engang fik brug for det? Vi havde jo alligevel
chauffører ansat til at køre ud med dem! Men det syntes jeg altså ikke var til samfundets
tarv… Fra Risø til København og ikke mindst Århus kunne man levere på ret kort tid. I princippet
leverede vi således kortlivede isotoper.
Henrik: Men det var måske alligevel godt i starten for at komme i gang og for at skabe interesse
for isotoper?
Heydorn: Vist så! Og jeg rettede mig jo også efter det i den første tid. Men det var ikke særlig
opmuntrende for den korpsånd, som jeg prøvede at skabe på laboratoriet.
Jeg måtte derfor mobilisere mit forhandlingstalent. Jeg prøvede at forklare Cecil Jacobsen
situationen, og at vi følte vi blev misbrugt og spildte vores tid. Men det holdt hårdt.
Det lykkedes at få omfortolket bestemmelsen således, at kun det radioaktive materiale, der
var dannet ved bestråling med neutroner i reaktoren, skulle være gratis, men at man kunne
opkræve en pris på det arbejde, som vi lavede.
Prisfastsættelse har jo altid været en besynderlig sag, og jeg fastsatte prisen på isotoper således,
at den var stor nok til, at kunderne ikke bare var ligeglade, men alligevel lav nok til ikke
at skræmme nogen væk. En almindelig isotopleverance kom til at koste 75 kr., og det føltes
naturligvis som et noget større beløb dengang end nu. Det kom til at fungere nogenlunde efter
hensigten, og det var sådan set blot det, vi var ude efter fra starten.
Men et andet resultat heraf blev imidlertid et uforudset administrativt problem, som skyldtes,
at administrationen på Risø ikke så sig i stand til at udsende en faktura! Det havde man
nemlig aldrig før haft behov for! Derfor måtte Isotoplaboratoriet selv begive sig ind i dette
ukendte område, hvilket resulterede i, at Isotoplaboratoriet i en lang periode udsendte sine
egne fakturaer.
Henrik: Det var vel også på dette tidspunkt sjældent, at akademiske institutioner lavede rekvireret
arbejde og fakturerede for det.
Heydorn: Mig bekendt forekom det praktisk taget ikke på dette tidspunkt. Men det ændrede
sig jo senere. For at springe mange år frem, blev Isotoplaboratoriets produktion og leverancer
af radioaktive lægemidler til danske hospitaler, nedlagt kort før jeg i 1998 måtte trække mig
tilbage. Direktionen havde besluttet, at Risøs service skulle fungere på kommercielle vilkår,
og nedlæggelsen fandt sted med den begrundelse, at der ikke var økonomi i fremstilling af
kortlivede isotoper. Efter vi havde startet med at skulle producere dem gratis, blev produktionen
således nedlagt, fordi indtægterne - trods jævnlige prisforhøjelser - ikke kunne dække
udgifterne. På den måde kan historiens gang nok forekomme lidt ironisk.
Henrik: Gjorde i noget i starten for at skabe opmærksomhed om jeres isotopvirksomhed?
Heydorn: Det var ikke velset at gøre reklame for vor virksomhed, og jeg kan heller ikke sige,
at vi selv gjorde ret meget for det. Vi var dog altid glade for den omtale vi fik, og de første
mange år blev Risø og Isotoplaboratoriet omtalt meget i medierne, som regel for det gode;
Risø var ganske populær dengang. Når vi ikke skulle konkurrere med hverken Norge eller
andre, var der jo ikke behov for nogen særlig akkvisitionsvirksomhed. For de kortlivede isotoper
ligger det jo i sagens natur, at der på dette område ikke var nogen alternativ leverandør.
Folk hørte om os gennem mund til mund metoden, at den eller den havde fået lavet et eller
andet, og kom så på denne måde til os. Vores kunder til de kortlivede isotoper, var næsten
udelukkende hospitalerne.
41