Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
HK: Det vil sige, at du også har været med til at skifte brændselselementer?
OP: Ja. Alle de steder, hvor der blev åbnet ind til reaktoren, var arbejdet ledsaget af en helseassistent,
som skulle sørge for at måle strålingsniveauet. Det var en fast del af vores opgave.
Det samme var tilfældet ved reparationer, hvor vi også altid var med.
Reaktorens primære kølesystem kørte med tungt vand. Deuteriumatomerne i det tunge
vand tog i reaktortanken imod en neutron, hvorved det blev til tritium, som er ustabilt. Det har
en halveringstid på 12 år. Hvis man bare tabte en dråbe tungt vand, havde vi nogle tritiummonitorer,
som kunne detektere tritium. Når reaktoren var i gang, var der jo lunt og varmt. Dampene
var derfor ret flyvske og kom lynhurtigt ud i luften. Alt efter hvor store mængder der
var, så havde folk beskyttelsesdragter på. Ellers kunne vi klare det med meget kraftig afsugning.
HK: Du var med i efteråret 1999, da der pga. af en utæthed var tritium i luften derinde?
OP: Ja, da den steg derinde. Vores opgave var at sørge for, at de ansatte, som havde været
implicerede i reparationen, fik taget en urinprøve. Urinprøven blev derefter sendt over i en
anden afdeling, hvor man kunne måle tritium. Tritium er betaaktiv. Men det er en temmelig
svag beta med lav energi. Vi kunne ikke måle den hos os, så det blev gjort ovre i NUK. Hvis
nogen havde indtaget tritium, var der en biologisk halveringstid på ti dage. Hvis man sørger
for at drikke meget, kunne man hurtigere tisse tritiummet ud igen. Det var måden, hvorpå
man fik det ud igen, hvis man havde fået noget. Det skulle vi også fortælle folk. Når
månedsopgørelsen kom for disse urinprøver, kunne man se, hvor meget man havde modtaget.
HK: Vil det sige, at der var faste urinprøver hele tiden?
OP: Ja. Og det er der stadigvæk.
.
HK: Hver måned?
OP: Ja. Men det var altså hovedsagligt for tritiumindtag.
HK: Er det hele personalet?
OP: Nej, det er det ikke. Det er f.eks. ikke kontormændene. Det var dem, som arbejder
omkring reaktoren.
HK: Også forskerne?
OP: Ja. Men de kom ikke rigtigt på de kritiske tidspunkter. Når der var sådan et åbent spejl, så
var det i en shutdown. Det kunne f.eks. være når en eller anden ventil eller en membran skulle
skiftes. Hvert fjerde år havde vi en lang nedlukning, hvor der var lukket ned i en måned. Der
tømte man reaktorkernen for CCA-blade og brændselselementer. Man tog først alle 26 brændselselementer
ud, og satte dem ned i den såkaldte ISB, dvs. internal storage block. Derefter
tog man alle CCA-bladene ud og tappede alt vandet af. Der var to store dræntanke i tungtvandsrummet.
Der blev det tappet ned. Vores reaktorchef inspicerede derefter det indre af
reaktortanken med et periskop og kiggede alle svejsningerne efter. Vi hængte nogle store
lysstofrør derned. Det var især i sådan nogle situationer, at vi var på hele tiden. Forskerne var
der ikke i de perioder.
Så havde vi også siliciumbestråling, som vi lavede for Haldor-Topsøe, Kumatsu og andre
store japanske virksomheder. To af disse siliciumrigs var også med tungt vand. Vi skulle
derfor være på mærkerne med noget afsugning, hver gang at vi åbnede ned til dem.
Så tog vi endelig også luftprøver derinde. I alle reaktorens luftlommer var der CO2 for
ikke, at der skulle komme atmosfærisk luft derind. Men der kom altid noget atmosfærisk luft
ind i lommerne. Når vi så startede reaktoren op, blev denne atmosfæriske luft aktiveret. Det
126