Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
teknikere satte sig derfor ned og udtænkte en fuldautomatisk, robotstyret proces, hvilket
betød, at der var ca. ½ times arbejde på det om dagen, resten kørte af sig selv. Det skal gøres
individuelt for hver enkelt skive, og man klistrer dem så sammen til sidst, så man får en
passende tykkelse. Man skal bruge noget i størrelsesordenen en centimeter tyk stak. Så 20 til
30 deformerede skiver skal klistres sammen. Først laver man krystallen, skærer den op i
skiver, derefter ødelægger man skiverne og så klistrer man dem sammen igen, og så har man
en monokromator. Dem har vi også kunnet sælge, og det gør vi stadigvæk. Vi har netop
udbyggede den facilitet. Vi tjener faktisk penge til Risø, og har gjort det siden 1995.
HK: Hvad har DR3 overordnet betydet for dansk fysik?
BL: Jeg vil sige, at den har betydet meget. Internationalt har den betydet meget. Til trods for,
at DR3 blev lukket ned for syv-otte år siden, er det stadigvæk sådan, at hvis du kommer til en
neutronkonference, bliver der præsenteret ting, der er lavet her.
HK: Nu her, syv år efter?
BL: Ja. Og når vores unge folk kommer tilbage første gang de har været ude, er de dybt
imponeret over, at de skal hilse fra den og den. Risø har inden for neutronspredning stadigvæk
et godt navn. Det er selvfølgelig fysik indenfor et afgrænset område, men det eksperimentelle
arbejde med kritisk spredning bestemt haft betydning for en Nobelpris, der blev
givet til nogle teoretikere. Magnetisme i sjældne jordarts metaller er også et område, hvor
Risøs navn stadigvæk figurerer i referencer alle mulige steder. Inden for magnetisme har DR3
betydet meget. På en eller anden måde er der ikke så mange i Danmark, der ved det.
HK: Har I gjort for lidt?
BL: Ja, vi har gjort for lidt. Vi har været for fokuseret på vores internationale samarbejde. Det
er nok til en vis grad vores egen skyld. Men det var et internationalt felt. Det var jo kun os
hernede, der kunne gøre det. Det er ikke en type forskning, der helt er mulig for universitetsfolk,
fordi det kræver, at du kan være på 24 timer i døgnet. Det kan ikke nytte, at du bliver
afbrudt af undervisning, så du skal rende til midt i det hele. Når reaktoren kører, så kører den
altså, og hvis de neutroner, som immervæk koster mange penge, skal udnyttes effektivt, så
bliver man nødt til at sige, at går skidtet ned, så bliver jeg nødt til at blive og få det i gang
igen. Og der er altså nogle ting, der kolliderer en hel del med universitetsarbejde. Der er nødt
til at være nogle folk på stedet, der kan hellige sig det 100 % af deres tid. Det er en stor facilitet.
Det kræver noget, som man heller ikke har på universitetet, nemlig en stor teknikerstab
og et stort værksted. Det kan sagtens fungere som samarbejde, men man kan ikke sidde inde
på et universitet og have et instrument kørende på Risø og så kun kunne komme herned f.eks.
om aftenen eller 20 % af tiden. Så kører det i hvert fald ikke effektivt, og så er det alt for dyrt.
Der kan man så sige, at vores interessefællesskab i det, vi har lavet, i meget vid udstrækning
har ligget uden for Danmarks grænser. Det kan man så sige, er vores fejl. Men sådan har det
været. Og der tror jeg altså, at hvis man er vant til den type forskning, man kan lave på et
universitetslaboratorium, så virker det overvældende på en eller anden måde, og man har ikke
helt på samme måde hånd i hanke med, hvad der foregår, som hvis man har sit eget lille
instrument. Men det er svært af forklare. Man skal have prøvet det.
HK: Hvordan oplevede I nedlukningen? Kom det bag på jer, at det skulle lukkes?
BL: Det gjorde det, for der havde indtil to måneder før, det blev besluttet, været planer om,
hvordan aktiviteterne på DR3 skulle afvikles i løbet af de næste fem år.
HK: I havde også lige fået nye instrumenter?
147