Konsulent, Leder & Medarbejder - Provokator

for sproget og diskursen, der grundlæggende lever sit selvstændige liv. Diskursen ser Foucault bl.a.
som et begrænset antal af ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for (Jørgensen &
Philips, 1999: 22), og mulighedsbetingelserne er underlagt de subjektpositioner som subjektet taler
ud fra. Disse talepositioner rummer i sig selv en række grænser for, hvad der overhovedet kan siges
(Heede, 2004: 82). Der forefindes således ikke et egentligt frirum for at mennesket kan disponere
over sin tale, idet han mener at diskursernes mulighedsbetingelser ligger hinsides det enkelte
subjekts intention (Heede, 2004: 84). Man kan således tale om at subjektet ikke bruger sproget til at
udtrykke sig selv, det er snarere sproget, der taler gennem personen – mennesket bliver således et
medium for både kultur og sprog.
Mennesket anvender og reproducerer dermed de dominerende tids- og epokebestemte diskurser, og
i forbindelse med denne praksis både vedligeholdes og forandres/udvikles de diskursive praksisser.
Det bliver derfor centralt for Foucault, at arbejde med hvorfor visse taletyper bliver tildelt bestemte
sandhedsgrader, og i dette spørgsmål spiller magt og viden en afgørende rolle. I empiriske
undersøgelser søger han således at undersøge de sproglige mønstres grundlag og forandring, som,
han mener, skal findes i de konkrete kontekster, hvor sproget sættes i spil (Jørgensen & Philips
1999: 21).
Det er gennem hans arkæologiske diskursanalytiske undersøgelser, at han forsøger at fremskrive sin
teori om menneskelivet og dannelsen af selvbevidsthed. Når mennesket bliver gjort til genstandsfelt
for videnskaben, bliver der gennem denne objektivering samtidig udformet en ny rationalitet om det
menneskelige, der derefter vendes mod subjektet for at afklare grænser og afstedkomme
forandringer (Lindgren 2005, 336). Det bør i denne sammenhæng præciseres, at Foucaults
magtanalytiske forståelse generelt betragter magt på en kompleks og flydende måde, der udspringer
af kombinationen mellem magtforhold og viden, der i indbyrdes relation producerer
samfundsmæssige forandringer. Foucault ser derfor ikke magt som udøvet af ”fangevogtere” eller
af en bestemt magtelite eller magtfuld social klasse eller som noget der kan besiddes, ejes, frarøves
eller erobres. Magten er snarere en række viljer uden ansigt, der udfolder sig i kæder fra uendelige
rækker af punkter i et spil af ulige og mobile relationer (Heede, 2004: 39; Foucault, 2002: 11).
Magten strømmer således ikke ovenfra og nedefter, men består af diverse styrkeforhold i
interpersonelle relationer, der konstant forskubbes og moduleres, og derfor kan magten hverken
knytte sig til bestemte lokaliteter eller kategoriske magtpositioner (Foucault, 2003a). Det som har
betydning, det som umyndiggør, former og omformer, tilpasser og normaliserer mennesker i de
27