Konsulent, Leder & Medarbejder - Provokator

subjekt da har inkorporeret bestemte positioner, der synes at interagere hensigtsmæssigt, vil en
relativ forståelse gøre sig gældende i denne persons selvforståelse, hvilket bevirker, at
vedkommendes optik tager udgangspunkt herfra. Det er dog væsentligt at være bevidst om dens,
som nævnt, ofte provisoriske karakter. Holdninger og antagelser om alt fra sociale relationer,
normer og konventioner til øvre instanser vil være knyttet an på de socialt, historisk og kulturelt
skabte diskurser og narrativer, der er til rådighed og som ens selvforståelse da beror på. De
muligheder der er for at forhandle og eksempelvis afvise positioner eller positionere andre på en
specifik måde, vil på samme måde afhænge af disse forhold i en given kontekst.
6.3 Narrativer
Donald Polkinghorne opererer i sin Narrative psykologi med den antagelse at mennesket altid
tænker i narrativer og inkluderer ideen om at man, så at sige, benytter sig af (medfødte) kognitive
strukturer i sin italesættelse og meningskonstruktion af sig selv såvel som af omverdenen
(Polkinghorne, 1988). Ifølge Rose implicerer dette den problematik, at teorien afmærker sig
positionen essentialistisk, trods sit socialkonstruktionistiske afsæt, og kan medføre at den arbejder
med en art normativitet. Grundet dette aspekt inddrager vi kun visse elementer af teorien – i modsat
fald ville vi ikke være tro mod vores primære teori, der, som anført, anlægger en anti-essentialistisk
tilgang.
At forstå er velsagtens at søge og finde mening. Dette aspekt synes at gøre sig gældende for
mennesket. Vi begår os i tilværelsen på forskellig vis, men øjensynlig med et træk til fælles: den
fortællende facon. Denne facon, også kaldet narrativet/fortællingen, forekommer ikke blot indenfor
litteraturen, når der skal skrives manuskripter eller lignende, det er derimod et kontinuerligt
element, vi benytter os af, når vores livsverden skal forklares og beskrives på en meningsfuld måde.
Et narrativ er kendetegnet ved en skematisk temporal struktur, og udgør derved en
sammenhængende fortælling om en række begivenheders forløb. En fortælling vil dermed, tage
afsæt i en begyndelse og herfra bevæger fortællingen sig mod en afslutning. Bevægelsen og selve
fortællingen inkluderer endvidere et plot – en storyline, hvilket er narrativets centrale
omdrejningspunkt. Men for at mennesket kan skabe en overordnet mening, må samtlige narrativer
nødvendigvis placeres i et overordnet selvnarrativ, der konstituerer den enkeltes selvforståelse. Man
kan i denne forbindelse nævne at Rose og Foucault, jævnfør afsnittet om selvets psykoteknologier,
49