Konsulent, Leder & Medarbejder - Provokator

Opsummende kan man sige at Rose, med fundament i Foucaults genealogiske undersøgelse af
selvet, viser hvordan psykologien har opnået en så stor rolle i forhold til ”conduct og conduct” i
senmoderne avancerede liberale demokratier. Psy disciplinerne har netop været med til at
understøtte en etisk forståelse af selvet som autonomt og virksomt. De har, gennem deres alliance
med en række sociale autoriteter og deres relation til human- og selvteknologier, skabt en
tilsyneladende sammenhæng mellem subjekter, private autoriteter og poliske lederes interesser. Vi
vil i det følgende se på nogle af udfordringerne ved brugen af Foucault og Roses
poststrukturalistiske tilgang.
5.3 Udfordringerne ved Foucault og Roses poststrukturalistiske
projekt
Foucault og Rose arbejder, som behandlet, ud fra et ”dekonstruktionistisk” 21 princip, der tilsigter at
åbne et givent genstandsfelt for at undersøge hvilke samfundsmæssige processer og
magtvidensforhold, der ligger til grund for dannelsen og udformningen af eksempelvis
humanteknologier og selvets teknologier. Disse genealogiske analyser benyttes i denne
sammenhæng til at undersøge bevæggrunde for senmoderne subjektdannelse og istandbringer
dermed også overvejelser om eksempelvis selvdannelse, som det bl.a. fremgår af selvets genealogi.
Psy fagene tildeles, i denne optik, en hovedrolle som rettesnore for ikke blot kortlægningen af men
også sammensætning eller udformningen af identitet, hvilket manifesterer sig i alle afskygninger af
menneskelig selvbevidsthed endog helt ud i fysiologiske og genetiske dimensioner (Rose 1996: 4,
184). Som præmis for denne dekonstruktionistiske metode bebuder analyseprocessen, som
udgangspunkt, ingen konklusion eller konkrete bud på forandringsforslag men insisterer i stedet på
kontinuert kritisk stillingstagen, eksempelvis til de måder som mennesker, via psy disciplinerne,
subjektiveres og sammensættes. Principielt set kan denne dekonstruktions- eller opløsningsproces
således forløbe uden finitet og bl.a. afstedkomme refleksioner, der, som for Rose, udmunder i
pedantiske analyser af kropslige og andre biologiske forhold (Rose 1996: 184). I denne
dekonstruktionsproces levnes der således liden plads til normativitet, hvilket også fremgår af de
polemiske ordvekslinger mellem eksempelvis Foucault og Habermas, hvor den kritisk teoretiske
tilgang bl.a. anklages for at tilrettelægge politiske agendaer. Indenfor den ofte fejlagtigt benævnte
21 Skal ikke forstås i Derrida’sk forstand – se senere behandling.
43