Konsulent, Leder & Medarbejder - Provokator

arbejdet alt taget i betragtning tildeler den enkelte medarbejder en større grad af autonomi, men
dermed også et større ansvar. Ved inddelingen i pågældende team, trak Malte samtlige
medarbejdere ind til en samtale, for således at rådføre sig dem om hvilke emne områder, de skulle
placeres i og i forbindelse hermed fortæller Jette, at hun havde været uenig i Maltes indledende
forslag og derfor selv fremlagt et alternativ, som han da accepterede. Dette aspekt er et led i
medledelsesprincippet, som bekræfter den enkeltes (snævre) medbestemmelsesret, men kan
ligeledes inkludere det tidligere fremhævede manipulatoriske facet - ambivalente forhold mellem
leder og medarbejder, hvilket efterfølgende viser sig i Jettes narrative udlægning ”… og skulle vi
selv være med i.. til at udvikle noget, der forringede vores egne vilkår…”. Herved har de delvist
været medskabere af denne nye arbejdsmodel og befinder sig da i en tvetydig position, for i tilfælde
af, at de er utilfredse med deres arbejdsrelation eller emne, foreligger muligheden for at knytte
ansvaret alene an på lederen ikke. Man kan således anføre, at Malte på sin vis under den påståede
forhandling har skabt en illusorisk frihedsgrad, og dette endda i en situation, hvor man kan gisne
om, at han dybest set og formodentlig kunne være indifferent, idet beslutningen om hvilke team, de
enkelte skulle arbejde i, ikke er af graverende karakter. Idet han lægger ud med at præsentere sin
ide, for derefter at lade Jettes alternativ gælde, indikeres overfor hende, hvorledes hun i denne
forhandling fik overtaget. Såfremt gisningen er aktuel, kan denne positioneringsmæssige finesse på
sin vis betegnes som facade demokrati og ydermere være et væsentligt redskab i optimering af
medarbejderes engagement. Dette medbestemmelses element samt autonomien bifalder dog, som
nævnt, ikke Jette, der er præget af en tydelig irritation samt en oplevelse af ledelsesfravær. Den
traditionelle lederrolle, der udstikker konkrete og håndterbare opgaver eksisterer ikke længere,
hvorfor denne del nu er sivet ned i journalistens, i dette tilfælde Jettes hænder ”[…] men det er jo
også sådan meget øhh.. øhh.. anarkistisk arbejdsform ik, og det er jo også det, der så kan give
problemer[…]. Idet lederen fraskriver sig magten og udliciterer ansvar til den enkelte medarbejder,
er journalisternes mulighedsbetingelser således ekspanderet, dog forekommer det som om Jette
strengt taget ikke har perciperet denne omstændighed, at hun ligger inde med en potentiel
definitionsmagt og dermed et forhandlingsgrundlag. Hun er tværtom mærket af ændringen, på sådan
vis, at hun føler sig efterladt i en ubehagelig samt krævende position. Det krævende består ikke blot
i at være ansvarlig for beslutningsprocesserne, det udløses mestendels af den indbyrdes forhandling
eller nærmere kamp om definitionsmagten, der foregår teamene imellem og afstedkommer at
aspektet om modmagt nu relateres til kollegerne og ikke lederen og ydermere afføder det førnævnte
konkurrenceparameter ”[…] når det pludselig er givet ud til medarbejderen selv, så kan man jo
90