Konsulent, Leder & Medarbejder - Provokator

som enhed eller system men vælger i stedet at fokusere på mennesket som en kombination af
systemer, herunder et biologisk og mentalt system der kontinuert kan tilpasse sig sine omgivelser –
altså et system der løbende kan skabe, eller rettere reproducere sig selv. Denne idé stammer
oprindeligt fra biologerne Maturanas og Varelas tese om, at alt levende, fra celleniveau til den totale
organisme, kontinuert befinder sig i en selvskabende proces, der kan akklimatisere fysiske og
sociale forhold 30 . En sådan betragtning kan til dels sidestilles med den post- og
socialkonstruktionistiske forståelse af mennesket som værende dynamisk socialt
konstitueret/konstrueret. Der kan således også bemærkes et sammenfald mellem denne forståelse og
Roses forsøg på at dekonstruere subjektet som værende gennemsyret af sociale og kulturelle forhold
helt ud på et atomart celleniveau. Luhmann overfører, i relation til ovenstående, sin forståelse af
mennesket som et delvist åbent system til en analogisk udlægning af hvorledes sociale systemer,
herunder organisationer og institutioner, i samfundet fungerer. I denne sammenhæng ser han således
sociale systemer ”… som en helhed af elementer, som er sociale elementer eller sociale
handlinger” (Kneer et al., 2004: 36). Denne helhed ser Luhmann som en kompleks størrelse hvor
relationer mellem aktører og et voksende antal tilstande eller begivenheder påvirkes af hinanden og
tilsammen afstedkommer en omfattende kompleksitet. Det er, på samme måde, som med det
psykiske system ikke muligt at beskrive begrebet i en enkel, lineær kausalforklaring eller beregne
sammenhænge rent matematisk. Man kan udelukkende ud fra en subjektiv betragtning identificere
systemets input og output, men ikke se hvorledes systemet organiserer forholdet mellem input og
output (Kneer, 2004: 28), jævnfør det omtalte black box princip. Måden hvorpå systemer, psykiske
som sociale, reproducerer sig selv, beskriver han som en proces, hvor systemet både iagttager sig
selv og sine omgivelser for kontinuert at kunne tilpasse sig de givne omstændigheder. Når systemet
så iagttager ubekendte eller mærkværdige forhold (kommunikation), kan det lade sig irritere eller
forstyrre, hvorfor systemet efterfølgende kan tilpasse sig de nye indtryk (Luhmann 2000, 215).
Han foretager på baggrund af ovenstående forståelser et kvalitativt spring fra den biologiske teori
om cellers og organismers (menneskers) udvikling til en almen sociologisk teori om sociale
systemer og disses indflydelse på samfundsmæssige processer.
30 Maturana og Varela opererer dog i teknisk forstand med lukkede systemer, hvorimod Talcott Parson arbejder med
åbne. Det er således en kombination af disse anskuelser der ligger til grund for Luhmanns teori om åbne eller
autopoietiske systemer (Collin 2003, 91).
53