Konsulent, Leder & Medarbejder - Provokator

5.1.6 Bekendelse og individualisering
Pastoralmagten, den kristne disciplineringsteknologi, er ifølge Foucault blevet reaktualiseret i det
nutidige samfund som en af de dominerende ledelsesteknikker. Magten påvirker subjektet på to
måder: den gør dem enten til objekter for (deres egen) viden, og dermed klar til at blive udsat for
ledelse; eller den subjektiverer, hvor den enkelte bliver sat overfor et billede af sig selv, som så
bliver basis for selv-viden. Begge måder betyder, at individet tilskyndes til at lave om på sig selv og
sin væremåde. Dette sker ved hjælp af to metoder: undersøgelsen og bekendelsen – begge
rekonstruerer individet, og får det til at blive mere produktivt. Undersøgelsen hænger sammen med
objektgørelsen. Der etableres en synlighed, som gør det muligt at differentiere og dømme.
Bekendelsen handler om individet som et subjekt. Selvet bindes til en indre realitet, der skal
afdækkes gennem selvundersøgelser. Herigennem gøres individet regulerbart (Foucault, 2003a.;
Heede 2004).
Den liberalistisk emancipatoriske samfundsudvikling, der blandt andet markeres ved overgangen fra
tidligere tiders hierarkisk vertikale magtopdeling til den moderne statsmagt med større individuel
autonomi, afstedkommer en række ændrede samfundsmæssige strukturer.
Foucault anskuer videnskaben om og dannelsen af det menneskelig selv og den individuelle
selvdisciplinering som forudsætning for dette forløb og som grundbetingelse for den neoliberale
kapitalisme, der knytter an til en kollektiv fordring om effektivisering og ikke mindst
selvaktualisering. Dette vil vi med hjælp fra Foucaults arvtager, Nikolas Rose, uddybe i det
følgende afsnit
5.2 Neoliberale styringsrationaler i individualismens tidsalder
Foucaults arvtager, Nikolas Rose, (Rose, 1996; 1999a; 1999b; 2003) tager udgangspunkt i den sene
Foucaults syn på sammenhængen mellem subjektivitet og magt, centreret om begrebet
”governementalitet” (Foucault 2003a; 2003b; 2003c). Rose er ikke ortodoks i sin læsning af
Foucault. Hans formål er snarere at anvende visse af Foucaults begreber og forståelser som
redskaber i sine analyser, hvor han søger at fremskrive sammenhængen mellem nutidige forståelser
af selvet og politiske regeringsrationaler i avancerede liberale (vestlige) demokratier. Han mener, at
en speciel normativ forståelse af selvet har vundet indpas i det senmoderne samfund, hvad han
29