Konsulent, Leder & Medarbejder - Provokator

Diskurspsykologien centrerer sig, som hos Foucault og Rose, om en anti essentialistisk tilgang, der
ikke beskæftiger sig med subjektets indre psykiske liv, men om relationerne mellem menneskers og
gruppers betydningsdannelser. Denne teoretiske form skal således ikke forstås som psykologisk i
traditionel forstand, selvom den i høj grad vægter subjektets diskursive håndtering af
hverdagssituationer (Jørgensen, 1999: 16). Der er således et mere omfattende fokus på
interaktionsprocesser frem for analyser af samfundsmæssige forandringsprocesser, som vi kender
det fra Foucault og Rose. Til trods for de indbyrdes modsætningsforhold finder vi alligevel
diskurspsykologien brugbar, idet den knytter an til mange, af især Foucaults, overvejelser om
subjektpositioner (Heede, 2004: 74) og hans grundlæggende interesse i at beskæftige sig med
interaktionsprocesser.
6.2 Positioneringsteori
Eftersom positioneringsteorien, formidlet af Bronwyn Davies og Rom Harré (Davis & Harré, 1990;
Harré & Van Langhoven 1999), er en gren af socialkonstruktionismen, synes det evident, at dens
anskuelse af menneskets selvforståelse afhænger af diskurser. Tilværelsen og alle aspekter
forbundet hermed er kategoriseret gennem diskursive forståelser, dannet ud fra vort
institutionaliserede sprog, som vi i kommunikative interaktioner og forhandlinger drager nytte af.
Som teoriens navn indikerer, er Davies og Harrés postulat at enhver altid og allerede befinder sig i
forskellige positioner. Der skal her tilføjes, at en position ikke er at sammenligne med det velkendte
”rolle” begreb 28 , idet dette er af langt mere statisk karakter, hvorimod positioner altid står til
forhandling – blot i løbet af en enkelt samtale kan et individ ændre position adskillige gange.
Menneskets plads i verden, dets ”status”, skabes i de interpersonelle interaktioner, de kontekstuelle
relationer, hvor der gives flere bud på, hvordan et subjekt kan relatere til sig selv. Når to personer
befinder sig i en interaktion foregår der uafbrudte positioneringer, idet begge parter ofte, endsige
nødvendigvis, har til hensigt af fremstå på en ganske særlig måde. Dette indikerer at der, så at sige,
eksisterer en underliggende dagsorden, som kommer til udtryk i implicitte eller eksplicitte
forhandlinger og udmunder i tesen om, at man altid positioneres af og positionerer andre. Når et
28 I Erving Goffmans rolleteorien er personen altid adskilt fra alle de roller som spilles. Enhver samtale forstås derfor ud
fra at de personer der indgår heri, har påtaget sig en rolle, passende til den givne kontekst. De ord der derfor bliver ytret,
bliver derfor hovedsageligt opfattes som dikteret af den rolle som personerne påtager sig, og skal derfor forstås på
baggrund af dette. I rolleteorien forstås identitet derfor som en fast kerne, ud fra hvilken man påtager sig en rolle.
48