Sensemaking og forandring i forsvaret - Forsvarsakademiet

UKLASSIFICERET
er, at mennesker tænker mere i rammen af en fortælling end i argumenter eller
paradigmer. Overfor, denne pointe, står den virkelighed at de flest organisationer er
argumenterende og ikke narrative. Jeg vil i det følgende kort komme ind på sensegiving
for at kunne bruge det senere i min analyse, ikke mindst da empirien har vist sig at
indeholde nogle gode eksempler på netop storytelling.
2.2.3. Sensegiving
Sensegiving adskiller sig fra sensemaking derved, at personen forsøger at give mening
(ikke skabe mening), forsøger at yde indflydelse på andre mennesker ved at få dem til at
erkende og fortolke handlinger og begivenheder på en særlig måde - altså tilføre skyen
noget, som er attraktivt.
Jeg har fundet forholdet mellem sensemaking og sensegiving udtrykt i følgende citat:
”…sensemaking has to do with meaning construction and reconstruction by the
involved parties as they attempted to develop a meaningful framework for
understanding the nature of the intended strategic change. Sensegiving is
concerned with the process of attempting to influence the sensemaking and
meaning construction of others toward a preferred definition of organizational
reality”. 70
De to begreber kan således opfattes selvstændigt. Men i realiteten mener jeg, efter at
have defineret sensegiving, at denne distinktion imellem dem hurtigt flyder ud. De fleste
mennesker vil ofte engagere sig bevidst som ubevidst i sensegivingprocessen baseret på
deres egen sensemakingproces. Mennesker sensegiver altså på tilsvarende vis, som når
de er en del af sensemaking.
Set i relation til forandringsprocesser og ud fra et organisationsperspektiv handler
sensegiving om at lægge noget i skyen, som giver den enkelte lyst til at bevæge sig i en
given retning. Som Weick og andre angiver, er det mest effektive at tale til følelserne og
der anses storytelling som et stærkt værktøj eller som Kotter skriver, ”sigt efter hjertet” 71 .
Storytelling kan således godt være et udtryk for sensegiving. Der hvor de to i min optik
adskiller sig er, at enhver er i stand til at stille sig op og fortælle en historie. Derimod er det
ikke alle som evner at fortælle en historie, som giver mening for den enkelte, hvor denne
befinder sig, og i fortsættelse heraf giver vedkommende lyst til at bevæge sig i en i
historien givet retning. Weick definerer via Thayer(1988) lederen som en sense-giver:
“A leader does not tell it ”as it is”; he tells it as it might be, giving what “is” thereby a
different “face.”… The leader is a sense-giver”. 72
70 (Gioia & Chittipeddi , 1991, s. 442)
71 (Kotter J. P., 2008, s. 56)
72 (Weick K. E., Sensemaking in Organizations, 1995, s. 10)
UKLASSIFICERET
28