RSA og den heri anvendte matematiks historie - Institut for Natur ...

94 RSA-algoritmen
på at modbevise Cocks ide mislykkedes, men tilgengæld fandt Williamson i
forsøget den præcis samme metode til offentlig nøgle-udveksling som forskerne
fra Stanford (den såkaldte Diffie-Hellman-Merkle nøgle-udveksling, se opgave
72) og det tilmed omtrent samtidig med at Martin Hellman fandt den.
Ellis, Cocks og Williamson havde altså i begyndelsen af 1975 gjort samtlige
af de opdagelser som i løbet af de næste tre år skulle komme til at udgøre
offentlig-nøgle kryptering, og det eneste de kunne gøre var at se til mens
forskerne fra Stanford og MIT løb med laurbærrene og fik al berømmelsen.
Cocks og Williamson lod dog ikke til at tage dette særligt ilde op, i Singhs
interview med dem siger Williamson: »Min reaktion var: ‘Okay, sådan er
det bare.’ I bund og grund fortsatte jeg bare med resten af mit liv.« Cocks
påpeger følgende: »Man involverer sig ikke i dette [sikkerhedstjenesten] for
at få offentlig anerkendelse.« Det eneste Williamson ifølge Singh fortryder er,
at GCHQ ikke formåede at tage patent på offentlig-nøgle kryptering. Men
i begyndelsen af 1970’erne havde GCHQ for det første en politik om ikke
at tage patenter, da dette ville betyde at organisationen i et vist omfang
ville blive nødt til at afsløre, hvad de gik og lavede. For det andet var det
uklart om man overhovedet kunne tage patenter på algoritmer, men det blev
stadfæstet i 1976 da Diffie og Hellman søgte om et og atter i 1977 da Rivest,
Shamir og Adleman gjorde. For det tredje var ledelsen af GCHQ nok bare
ikke ligeså fremsynede som forskerne fra Stanford og MIT med hensyn til
computerens udbredelse og de behov Internettet ville føre med sig. GCHQ
stod altså fuldstændig udenfor indflydelse på udviklingen af offentlig-nøgle
kryptering.
Selv om GCHQs arbejde med offentlig-nøgle kryptering var hemmeligt var
der en anden organisation som var bekendt med Ellis’, Cocks’ og Williamsons
resultater, og det var NSA. Og formentlig var det netop via NSA at Diffie
hørte rygterne om det britiske arbejde. I hvert fald drog Diffie i 1982 til
Cheltenham for at se om der var hold i rygterne. Her mødtes han med Ellis
og forsøgte gentagne gange at få klar besked, hvilket ikke var nemt da Ellis
tog sit tavshedsløfte alvorligt. Efter sigende gik Diffie dog til sidst lige i
kødet på Ellis og sagde: »Fortæl mig om hvordan du opfandt offentlig-nøgle
kryptering?«, hvortil Ellis efter en lang pause hviskede: »Jeg ved ikke hvor
meget jeg burde sige. Men lad mig sige, at I gjorde meget mere med det
end vi gjorde.« Og netop denne udtalelse fra Ellis indeholder måske en vis
pointe. For selv om den britiske sikkerhedstjeneste var de første til at finde
på offentlig-nøgle kryptering og RSA, så var det akademikerne der forstod
potentialet af ideen og som formåede at implementere dem. Dertil kommer at
akademikerne formåede at nå de samme resultater som sikkerhedstjenesten
ganske uden at kende til dennes arbejde. Singh bemærker underholdende nok
i sin bog, at selve ‘informationsflowet’ mellem offentlige og ikke-offentlige
instanser som for eksempel universiteterne og sikkerhedstjensterne i sig selv
repræsenterer en envejsfunktion; information flyder frit fra universiteterne til
sikkerhedstjensterne, men flowet i modsat retning er umuliggjort af forbud.
Til sidst bør nævnes, at hvis ikke offentlig-nøgle kryptering var blevet til som
en offentlig tilgængelig akademisk disciplin havde hemmeligheden sikkert
stadig være velbevaret i sikkerhedstjensterne (citatet af Ellis på side 106 synes