RSA og den heri anvendte matematiks historie - Institut for Natur ...

4.4 Den ikke offentlige offentlige-nøgle kryptering 91
Et af Ellis’ store fortrin var at han var bekendt med udviklingen inden for
adskillige videnskabelige discipliner. Han plejede jævnligt at pløje et utal af
videnskabelige tidsskrifter igennem og hans skabe på GCHQ var fyldt med de
mest mærkværdige og obskure videnskabelige publikationer. Ellis var på sin
afdeling kendt som lidt af en ‘nøddeknækker’, og når hans kollegaer havde
problemer kom de ofte til ham i håb om, at hans viden såvel som hans
hittepåsomhed kunne foranledige løsninger. Da Ellis fik til opgave at kigge på
problemet med nøgle-distribuering var hans første skridt da også at betragte
problemet fra en ny synsvikel. Ifølge Richard Walton ville Ellis altid, når han
betragtede et problem, spørge: »Er dette virkelig, hvad vi ønsker at gøre?«
Walton fortsætter: »Eftersom James var James, var en af de første ting han
gjorde at udfordre kravet om, at det var nødvendigt at dele hemmelige data,
med hvilket jeg mener nøglen. Der var ingen matematisk sætning som sagde,
at man blev nødt til at dele en hemmelighed. Dette var noget som kunne
udfordres.« Ellis gik på jagt i sine skabe fyldt med videnskabelige publikationer
og fandt her en rapport fra Bell Telephone Laboratories stammende fra anden
verdenskrig. Små tyve år senere gengav Ellis øjeblikket, hvor han indså at
nøgle-distribuering ikke var uundgåelig del af kryptering som følger:
Begivenheden som ændrede dette syn var opdagelsen af en Bell
Telephone-rapport fra krigstiden af en ukendt forfatter som beskrev
en sindrig ide for sikre telefonsamtaler. Den foreslog, at
modtageren skulle maskere afsenderens tale ved at tilføje støj
på linien. Han kunne fjerne støjen senere eftersom det var ham
der havde tilføjet den og derfor vidste hvad det var. De åbenlyse
praktiske ulemper ved dette system afholdt det fra rent faktisk
at blive brugt, men det havde nogle interessante karakteristika.
Forskellen mellem dette og konventionel kryptering er at i dette
tilfælde tager modtageren del i (ind)krypteringsprocessen... Så
var ideen født. (Singh; 1999, side 282, oversat fra engelsk)
Ideen er altså, at modtageren med vilje forårsager støj på linien eller kommunikationskanalen,
som det også kaldes. Støj er et teknisk begreb for
forstyrrelser på kommunikationskanalen. Normalt bliver støjen forårsaget af
naturlige fænomener såsom atmosfæriske forstyrrelser og lignende og sådanne
former for støj forekommer ofte på ganske tilfældig vis, hvilket gør det umuligt
at korrigere for (med mindre afsender og modtager anvender en anden
teknologi kendt som fejlkorrigerende koder). Ideen fra forfatteren ved Bell
Telephone Laboratories var altså, at modtageren, Alice, skulle tilføje støj til
kommunikationskanalen samtidig med at hun målte støjen. Afsenderen, Bob,
fremsiger nu sin besked i telefonen over den støjbehæftede linie. Hvis en
fremmed, Eve, lytter med på linien vil denne ingenting få ud af det grundet
støjen på linien. Alice derimod kender jo naturen af støjen og kan i sin ende
af linien fjerne den støj hun selv har påhæftet samtalen. Altså, har der her
fundet en ‘krypteret’ form for kommunikation sted uden at Alice og Bob på
noget tidspunkt har udvekslet nøgler. Kun Alice behøver at have kendskab til
nøglen, det vil sige den målte natur af støjen. Ellis fortsætter sin beskrivelse
således:
Det næste spørgsmål var et åbenlyst et? Kan dette gøres med al-