Krig, medier og individ - NotatWiki

omdefinerer begivenhederne. Den bosniske filminstruktør Emir Kusturicas film
Krig, medier og teknologi
Underground (1995) er f.eks. et eksempel på en retrospektiv allegorisk tolkning af den
Jugoslaviske borgerkrig, hvor der trækkes linjer til 2. verdenskrig og benyttes mediebilleder
fra den Jugoslaviske historie, mens en film som Ridley Scotts Black Hawk Down (2001)
behandler den amerikanske Somalia-invention i relation til de amerikanske 2.
verdenskrigsfilm og mantra’et ”No one gets left behind”. Bruno Ganz portræt af Hitler i
Olivier Hirschspiegels Der Untergang (2004), Sophie Scholls heroisme i Marc Rothemunds
melodramatiske film af samme navn og Dennis Ganzels tragiske kostskolefilm Napola
(2004) markerer således et bemærkelsesværdigt opgør med den traditionelle forestilling om
traumatiserende skyldfølelse i Tyskland, for i de tre nye og samtidige film ses den tyske
borger som offer for det bureaukratiske vanvid, der udspringer fra Hitler. I næste afsnit af
specialet kommer vi igen ind på forholdet mellem film og virkelighed, da vi skal kigge
nærmere på Jean Baudrillards provokerende tilgang til Golfkrigen som fiktion.
Med Golfkrigen blev det tydeligt, at krigens forløb var reduceret. Golfkrigen afvikledes
således med klinisk præcision over en periode på kun fem uger. Fra start af følger de
allierede en strategi, der giver dem suverænt overblik over krigsmarken. De irakiske
landingsbaner og kommunikationscentraler sættes således hurtigt ud af funktion, hvorved
den totale magt vindes over ørkenterritoriet. Med andre ord styres krigen i den Virilioske
verden af automatiske synsmaskiner. Med smartbombs sættes irakernes informationssystem
ud af kraft, og det kommer først efter dette til en meget ulige krig, hvor irakerne virker
blinde og derfor også taber den konventionelle krig med tropperykninger og
skududvekslinger.
Fjernsynet
Nyhedsstrømmen og dækningen af krigen var ligesom krigsteknologien påvirket af
hastighedsændringerne og den øgede fjernstyring. Krigen udspilles i og via medierne, den
formidlende effekt blev tilsidesat for den medspillende. Med en let sarkastisk tone beskriver
Virilio således den amerikansk globalt distribuerede tv-station, CNN’s rolle
”…Today, for example, the President of USA constantly watches CNN – one of the principal lines of
communication, and faster than the regular diplomatic channels – to the point that even he was disturbed by