Krig, medier og individ - NotatWiki

Frygten og de plantede historier
Krig, medier og individ
Som vi illustrerede i vores afsnit om Virilio, mener franskmanden, at hastigheden er stadigt
stigende. Virilios pointe knyttede sig allerede til Golfkrigen, hvorfor det får os er interessant,
om der er sket en forstærkning af dette element. Og vores analyser viser faktisk, at der er en
meget stærk forstærkning af liveaspektet i ekstraudsendelsen fra Irakkrigen.
Under Irakkrigsudsendelsen foregår opdateringen langt hurtigere end under Golfkrigen,
ligesom vi får langt flere billeder meget hurtigere end under Golfkrigen. Tilmed virker
kloden meget mindre, da vi får korrespondenter igennem fra mange steder i verden. På en
plads i Bagdad står der tilmed et kamera, der live viser nuets intethed. I dette billede
tydeliggøres Virilios tanker om nulpunktet, hvor tegnene tømmes for betydning, i det øjeblik
hastigheden er steget til lysets hastighed.
Virilio taler om den totale krig. Begrebet er ganske interessant og meget relevant i forhold
til nyere udviklingstendenser, men hans dystopiske tankegang bliver måske nok alligevel lidt
fanget i en ekstatisk retorik. For selvom det er tydeligt, at rummene har en tendens til at
smelte sammen, hvilket kan siges at samles i terrortruslen, så er der jo, som vi så i DR’s
forholdsvist ordnede måde at bruge de personlige deiktiske markører på, stadigvæk nogle
veldefinerede kategorier, hvorudfra de forståelige rum gestaltes.
Ifølge Virilio forplanter krigens teknologi sig til hverdagen. I fald at det er sandt, burde
krigens teknologi fra Golfkrigen være stadigt mere til stede i vores dagligdag nu end for de
femten år siden, hvor denne krig udspillede sig. Og hvis vi accepterer præmissen om, at
medierne bliver en stadigt større del af krigen, må det forholde sig på den måde, at vores
daglige omgang med medierne er influeret af dette. Irakkrigen viser med al tydelighed, at de
nyere teknologier som internettet er så alment tilgængelige i dag, at de rent faktisk virker
tilbage i en kompleks dialektisk virkning mellem seer og mediernes diskursive praksis.
Ved Irakkrigen så vi i vores analyse, hvordan den amerikanske diskurs blev banalt aflejret.
Der er blevet talt meget om den senere demokratiseren af medierne, hvor der efter
Golfkrigen opstod en modvægt til CNN, der praktisk talt var den eneste kilde til DR’s
dækning af denne krig. Det er da også rigtigt, at CNN ikke fylder nær så meget som italesat
kilde under ekstraudsendelsen ved Irakkrigen, men som vi påviste i vores analyse, er den
’banale amerikanism’ tydeligt indlejret i DR’s diskurs, hvor også CNN’s nyhedsdiskurs har
fundet vej. I den forbindelse er det videre forløb i krigen og dækningen af den forskelligt
imellem de to krige, da der rent faktisk kommer flere billeder fra arabisk forankrede tv-