Krig, medier og individ - NotatWiki

Analysedel
DR-journalist Jeppe Nyboe udenfor den amerikanske ambassade på Østerbro. George Bush
går live på fra Washington og optræder senere med jævne mellemrum i de båndede klip, der
optræder undervejs i udsendelsen og i de opsummerende nyhedsopdateringer, Rikke
Agerbæk er værtinde for.
Det er naturligt, at korrespondenterne taler ud fra det sted, de er placeret. Ofte stiller
værten et spørgsmål, som korrespondenten kommer med et længere svar på. Men selvom
korrespondenterne befinder sig geografisk tæt på et givent relevant område, befinder de sig
ikke nødvendigvis tæt på nyhedsstrømmen. Eksempelvis får vi mestendels personlige
beretninger og vurderinger fra korrespondenterne i mellemøsten, mens Kim Bildsøe i
Washington får nyheder gennem det amerikanske pressekorps. I studiet benyttes i første
omgang Torsten Jansen og Jens Nauntofte til at holde gang i snakken og til at supplere
yderligere med fortolkninger og analyser. Det er interessant, at DR fra starten har indsat
deres egne folk i studiet. Torsten Jansen optræder i kraft af sin position som TV Avisens
udenrigsredaktør, derfor er det også ham, der kommenterer på Bush’s tale. Jens Nauntofte
var som bekendt vært på nyhederne under Golfkrigen og får i kraft af sin viden om
Golfområdet sin plads i studiet. Ofte er analyserne dog mangelfulde, fordi der simpelthen
ikke er noget at analysere på, der sker simpelthen ikke nok. Problemet er i relation til det, at
f.eks. Nauntofte falder i grøften af fremdrift og river yderst tvivlsomme historier ind, om
Irakiske soldater, der har overgivet sig:
”JN: ”Ja, det vil jo også være meget interessant, hvordan de irakiske soldater, den irakiske befolkning reagerer
på den her. Det her krigsudbrud allerede i går var der sytten irakiske soldater der overgav sig til de amerikanske
styrker i Kuwait, som gik over grænsen og sagde ”vi overgiver os” og det er jo enten propaganda Billig
propaganda for amerikanernes side, eller også er det rigtigt, at de har fundet sytten stakler”.” 139
Godt nok forholder Nauntofte sig til, at det kan være en propagandaplantet historie af det
amerikanske militær, men den helt store refleksion udebliver. Når Nauntofte fortæller
historien, som om den er sand med formuleringen ”allerede i går var der…” og benytter den
værdiladede vending ”sytten stakler” er det udtryk for, at han ikke forholder sig synderligt
kritisk til historien og sine kilder. Efter Bo Christensen med svaret ”Ja, nu siger du
propaganda. Det så man vel også tilbage i 1991 forlydender om, at nogen have overgivet sig,
fik i hvert fald nogen til at overgive sig”.” gør Nauntofte et kort ophold ved
’desinformation’:
139 Ibid. l. 521-525
65