Krig, medier og individ - NotatWiki

Analysedel
Public service broadcasting er kendetegnet ved denne form for kommunikation. Seeren
betaler over licensen for en vare, der lover at kontekststualisere givne forhold til seeren, når
en tv-station i en fodboldkamp benytter en dansktalende redaktionelt valgt kommentator,
bruges dette til at vinkle og gøre kampen forståelig for modtageren.
Afsenderen er derved i en kommunikationssituation som denne TV Avisens redaktion,
repræsenteret ved værten, mens modtageren er tv-seeren. De personlige deiksismarkører
benyttes til at iscenesætte kommunikationssituationen, så der gestaltes et forståeligt vindue,
seeren kan beskue situationen igennem. Gennemgående er det en meget dialogbaseret
diskurs, Bo Christensen benytter sig af. Ved hjælp af de personlige pronomener gestaltes
kommunikationssituationerne, og der dannes en forståelsesmatrice. Værten taler til seeren,
fører dialoger med korrespondenterne og gæsterne i studiet. Nogle af disse markører er
derfor eksplicitte, mens andre pronominer dækker over flere aktører herunder redaktionen og
seeren.
Det er også sigende, at TV Avisen gennemgående benytter substantivet ’krigen’ som
subjekt i sætningen ”krigen er i gang” frem for andre muligheder, som enten ”Koalitionen er
i krig” eller USA og Irak er i krig”. Krigen bruges som subjekt af flere årsager, for det første
er det endnu ikke klart, om lande som Danmark vil indgå som en del af koalitionen, og for
det andet er situationen i Irak stadigvæk så uigennemskuelig, at det eneste sikre er, at Bush
har italesat, krigen som værende i gang. Det interessante i denne sammenhæng er, at Bush
bevidst undgår at sige det på den direkte måde som f.eks. ”We are at war”, i stedet taler han
til amerikanske soldater, til det irakiske folk og om at befri den ’civiliserede’ verden for
”Great Danger”.
I Torsten Jansens efterfølgende opsummering af talen bliver det til ”at muligheden for at
begrænse varigheden af denne her krig ville være at sætte ind med fuld styrke”. Derved
italesættes nattens angreb og Bush’s tale som en krig, og de senere KGN’er (som vi senere i
analysen vil beskæftige os mere indgående med), DR benytter, italesætter i Austins forstand,
at ”Krigen er i gang”. I Baudrillards kritik af Golfkrigen mener han ikke, at noget er en krig,
før nogle formalistiske forhold er opfyldt, men med en formulering der alluderer til
Wittgensteins berømte formulering i Tractatus, kan det indvendes, at den er der, hvis vi siger,
den er der.
61