Krig, medier og individ - NotatWiki

CJ: ”PR, er der nogen grund til eller kan man tro, at SH har hørt Kong Husseins appel i aftes?”
Analysedel
PR: ”Det er muligt SH har hørt appellen, på den anden side SH har ikke ladet sig bevæge af tidligere appeller
som den jordanske konge har rettet til ham. Kong Hussein har været en af de aller flittigste ehh mæglere i
konflikten men foreløbigt ganske forgæves. I talen i aftes var der også betydelig beklagelse over, nærmest
depression over at disse mæglingsforsøg disse forsøg på at bringe krigstalen til ehh forhandlingstale”.
CJ: ”Ehh PR, du der som TV Avisens medarbejder har fulgt mø i flere år fra din plads i Nicosia, er det din
opfattelse, at det her er så sidste appel sidste opfordring og evt. mæglingsforsøg fra Kong Hussein?”
PR: ”I hvert fald hvis man hører læser talen så vil kong Hussein nok ikke forsøge flere gange, der var en næsten
desperat tone i hans tale i aftes. Han talte jo om, i øjeblikket forberedes krigen”.” 101
Palle Rasmussen forholder sig nøgternt til sine beretninger. Dette kommer blandt andet til
udtryk i brugen af pronomener. Rasmussen benytter ikke personlige pronomener i samme
grad som Esmann. Claus Jacobsen henvender sig til Rasmussen med ’du’. Dette lægger op
til, at Rasmussen skal anvende et ’jeg’. I stedet benytter Rasmussen en passivstrygning og
det formelle subjekt ’der’. Rasmussen kunne have sagt: ”Jeg har ikke registret nogen
reaktioner”. Dermed ville hans analyser fremstå mere subjektive, men også være præget af
den klassiske reporter, som tager ud i verden og beretter hjem. Eksemplet er typisk for
Rasmussen. Han benytter passivstrygninger og formelle subjekter. Dette kommer til udtryk i
Rasmussen sidste kommentar, hvor han benytter passivstrygningen ’man’. Igen dækker
Rasmussen sig ind under et skjult subjekt. Rasmussen har læst Kong Husseins tale, ellers
ville han ikke kunne kommentere den. Her kunne Rasmussen og have brugt et ’jeg’. Det ville
hos modtageren give en større indlevelse, men også fjerne objektiviteten og dermed
troværdigheden.
Hvor Frank Esmann og Palle Rasmussens position er ekspertorienteret, er Jan Ewens
funktion i Bagdad rettet imod at være øjenvidne:
JE: ” (…) Der er færre biler på gaderne, der er næsten ingen mennesker på gaderne, så er det i øvrigt meget
tåget her til morgen, man kan næsten ikke se en hånd for sig og det er jo er jeg lige ved at sige lige før, det giver
sådan en form for beskyttelse, for det kan jo betyde, at det i hvert fald er umuligt at rette et luftangreb mod
Bagdad ehh her til formiddag. Vi fik også tåge i går og den lettede hen mod middag, så hvis vi skal regne med
det bliver lige sådan i dag, så sker der i hvert fald ikke ingenting her til formiddag” 102
Ewens benytter sig ligesom Frank Esmann af første grads pronomenet ’jeg’, men hvor
Esmann var nøgtern i sine analyser, er Ewens langt mere personlig. Ydermere benytter
Ewens et inkluderende ’vi’, dermed sidestiller han sig med irakerne. Dette ses bl.a. i
101 Ibid. l. 135-161
102 Ibid. l. 174-179
47