Krig, medier og individ - NotatWiki

analyserer. Således er der en del live-udfald i Irakkrigsudbrudsudsendelsen, hvor seeren
Analysedel
mærker, at der virkelig er tale om live-fjernsyn. Udsendelsen fortsætter nærmest hele dagen,
og vi har holdt os til første del af den for bedre at kunne sammenligne med Golfkrigen. Der
er således mærkbare forskelle mellem de to krigsudbruds narrative forløb, der hovedsageligt
inkluderer den langt større live-bevidsthed i DR’s dækning af krigen fra 2003.
Hvor Golfkrigen på den måde kan ses som en klassisk autoritativ og belærende
nyhedsformidling, er dækningen af Irakkrigen influeret af en open end
’samtalekøkkenfremgang’.
Studieværtens persondeiksiser
I vores analyse af nyhedsværterne Jens Nauntofte og Reimer Bo Christensens
persondeiktiske markører var det tydeligt, at begge lægger sig helt i traditionen og skriver sig
ind i på forhånden definerede nyhedsgenrer. Begge benytter således deiktiske
personmarkører, der tematiserer udsigelsessituationen og konstituerer
kommunikationssituationen. Der benyttes således ’jeg’ og ’vi’ markeringer, der
hovedsageligt peger på, at der ikke er sket de store ændringer i det diskursive felt på dette
område. Selvom DR’s monopol er blevet udfordret, peger vores analyse af nyhedsværten på,
at dette ikke har smittet af på forholdet mellem nyhedsvært, redaktion, institution og seer.
Det er således ret interessant, at DR’s troværdighed synes at blive hængende i deres
klassisk formelle tiltaleform. Som vi så i det narrative er der dog en tendens til, at
nyhedsværten i ekstraudsendelser som disse fører mere dialog med andre partnere i studie og
i verden. Reimer Bo Christensen virker mere sprudlende og levner flere pladser til at gå nye
veje, end Jans Nauntofte gør under Golfkrigen. I den sammenlignende analyse af
nyhedsværterne må vi tage forbehold for, at der er tale om to forskellige personligheder. Vi
vover nu alligevel pelsen og anser deres måde at formidle på som sigende for nogle
udviklingstendenser. For det første fordi, værten er et bevidst redaktionelt valg og for det
andet fordi vi i den dialektiske tradition, som vi her i specialet skriver os ind i, anser
personerne som socialt skabende, men også socialt skabt. Yderligere er det også et meget
interessant aspekt, at brugen af personlige deiksiser peger på, at der i det sproglige ikke
synes at optræde synderlige ændringer i måden, de personlige deiktiske markører skaber den
diskursive praksis på dette punkt.