Krig, medier og individ - NotatWiki

Den diskursive praksis
Vores tekstanalyser af de to krige og sammenligningen af dem peger i retning af nogle
Analysedel
ændringer i den diskursive praksis. Den sproglige analyse viser dog, at begge studieværter
benytter en række genrer og diskurser, der i høj grad er veletableret en integreret del af
nyhedsdiskursen. Således benytter værterne interviewgenren hyppigt, og i det hele taget er
det vanskelligt at argumentere for, at der skulle være udvidet til nye genrer i
nyhedsudsendelsernes diskursive praksis, eller at de gældende skulle være blevet udfordret
nævneværdigt i tidsrummet mellem krigene.
I det diskursive rum er det således tydeligt, at kommunikationssituationen gestaltes via
brugen af de personlige pronomener, ligesom konflikten sættes ind i en diskursiv forståelig
ramme via tidsdeiksiser. Så selv om der er forskel på Jens Nauntofte og Reimer Bo
Christensen som værter, peger disse forhold på genbrug af forståelige matricer.
Tids-deiksiserne indikerer dog mere end forankring af et forståeligt rum, for i vores analyse
kom vi frem til, at der var en langt stærkere lyst efter nu’et i udsendelsen fra 2003. Reimer
Bo betoner ofte live-aspektet, ligesom KGN’erne understreger, at krigen er i gang. Der er
også et live-signal igennem fra Bagdad, som med alt tydelighed viser nu’ets tomhed, ligesom
der i utålmodighed stilles om til George Bush via evighedssignalet, før han er helt klar til at
give talen. Tilmed får vi langt flere korrespondentberetninger om, hvad der sker lige nu på de
steder, korrespondenterne er udstationerede til.
Alle disse ting peger uden tvivl i retning af en langt mere live-baseret dækning af
begivenhederne, også selve studiestrukturen og de mange personer, der indgår i dialog, peger
i samme retning.
Alt i alt er live-aspektet en af de vigtigste diskursive ændringer mellem dækningen af de
to krige. For hvor den første krig blev dækket fra et langt mere dvælende og ordnet punkt,
kommer der langt mere fart over feltet under Irakkrigen. Denne diskursive ændring peger på
ændringer i mediefeltet, og kan umiddelbart forklares med, at landskabet er i 2003 mere
varieret end i 1991, hvor seeren ikke havde så mange mulige alternativer til TV Avisen. I
1991 var TV2 stadigvæk en ret ung station, og internet og kabel-tv var således bestemt ikke
en stor del af den almene befolknings mediemuligheder. Live-aspektet synes således at være
en aflejring af de diskursive tendenser som andre kanaler og muligheder benytter sig af,