Krig, medier og individ - NotatWiki

Krig, medier og teknologi
Baudrillard er bl.a. blevet anerkendt og eksponeret for sine teorier om det ”hyper-reelle”.
Tesen er, at den verden, der skabes i medierne, er mere virkelig end den egentlige
virkelighed. F.eks. fremhæver Baudrillard en række eksempler fra Disneyland i Californien,
hvor man kan beskue en middelalderborg, der ligner en middelalderborg mere end den
virkelige middelalderborg 196 . I denne virkelighedens ørken tyndslides tegnene og deres
betydning. Tegnene yngler i det uendelige, genbruges og refererer til hinanden i en
altomfattende simulering 197 .
For Baudrillard bliver filmen vor tids centrale kunstart. I denne optik bliver sandheden for
Amerika den filmiske sandhed, hele livsstilen er så at sige cinematografisk 198 .
I en tidligere bog Simulacra et simulation (1981) (”Simulacra og simulation”) udvikler
Baudrillard sin teori om simulacrumordener. I dette nyere teoretiske hovedværk opdeler
Baudrillard på klassisk vis udviklingen i tre epoker.
I den første simulacrumorden henviser tegnet direkte til objektet, mens tegnet i anden
simulacrumorden henviser til virkeligheden i anden potens. I den epoke vi nu befinder os i,
tredje simulcrumorden, henviser tegnet ikke mere direkte til en virkelighed. Verden er her
blevet en surreel og endeløs række af tegnspil. Baudrillard bruger Golfkrigen som eksempel
og trækker fra den nogle linjer igennem medielandskabet. Golfkrigen bliver gengivet fra en
tv-kanal (CNN), som bliver fodret med billeder fra den Amerikanske hær.
Tegnsimulationerne, der til stadighed bliver mere komplekse, fører en række implikationer
med sig. Nogle implikationer, som Baudrillard kritiserer stærkt i sine skrifter. Han er først og
fremmest ude efter den stadigt stigende fordummelse, der præger tiden. En kompleks tid, der
ikke levner plads til et fast ståsted, hvorfra tingene kan overskues nøgternt og grundigt. I
America (2004) beskriver Baudrillard tingenes tilstand og tegnenes spil ved at bruge
ørkenvandringen som metafor:
”Til denne rejse skal kun stilles dette ene spørgsmål: hvor langt kan man – uden at revne – gå i tilintetgørelsen
af meningen, hvor langt kan man drive det med denne tegnenes ørkenform, som ikke henviser til noget
(naturligvis forudsat, at man bevarer den esoteriske charme ved at forsvinde)?” 199
196 Disse forhold beskrives i et essayistisk sprog i bogen America (2004), hvis hovedtese er, at America har taget
det bedste fra Europa og udviklet det i en vild knopskydning. I forlængelse af ovenstående note, er det
nærliggende at betragte den amerikanske kultur, som bærer og udvikler af de tendenser i såvel socialitet, kunst
og film, der betegnes som postmodernistiske.
197 Baudrillard, Jean (2004): Amerika, Informations forlag, 2004, s. 8
198 Ibid. s. 136
199 Ibid. s.29