Krig, medier og individ - NotatWiki

Videnskabeligt fundament og metode
På den måde skabes der et cirkulært og dualistisk afhængighedsforhold mellem Viden og
magt. Ifølge Foucault er det ikke muligt at beskæftige sig med sandhed som begreb uden at
se på magtrelationerne bag. Bag enhver sandhed ligger der magtrelationer.
I det moderne samfund er videnskaberne dominerende. Især humanvidenskaberne spiller
en afgørende rolle i det moderne samfunds magtrelationer, idet de muliggør magtens
fuldstændige gennemtrængning af livet - bio-politikken 19 . Bio-politik henviser til, at ”... livet
og dets mekanismer træder ind på den eksplicitte beregningsområde, og gør derved
vidensmagten til en transformationsfaktor i menneskets liv” 20 . Igennem en disciplinering af
individets videnskabelige diskurs, skabes der således en konsensusstyret struktur, der styrer
den enkelte og dets sproglige muligheder.
Dag Heede mener, der er tale en underliggende struktur, hvor
”magten ikke først og fremmest undertrykker individerne, men snarere producerer undertrykkende
individualiteter, individualiteter som både er magtens slutresultat og befordringsmidlet for dens fortsatte
virkemåde” 21
Således fører noget eller nogen den gældende videnskabelige diskurs videre og bliver på den
måde magtens redskab.
De instanser, som udøver magt, er på en og samme tid objektive og subjektive. Gennem
videnskabeliggørelsen finder der umiddelbart set en objektivering af individet sted, men
samtidig gøres individet til subjekt gennem en intensiv interesse for den enkelte.
Derved betyder objektiveringen ureflekteret underkastelse, der har den logiske
konsekvens, at individet bliver genstand for andres kontrol.
For at samfundet skal kunne holde styr på dets individer, benytter magten sig af to
konstruktioner, som er med til at skabe individet: Disciplin og kontrol. Magten betragter
individet som et redskab. På samme måde betragter de disciplinære teknikker individet som
en genstand. I disciplinens og kontrollens optik bliver individet hos Foucault gjort til en
maskine. Ved disciplinen som en isoleret faktor skal individet rettes ind og gøres lydig, mens
de kontrollerende teknikker tager udgangspunkt i legemet som en biologisk mekanisme, hvis
19 Michel Foucault afholdte i 1970’erne en række forelæsninger under navnet ‘biopolitik’. Disse forelæsninger
udmøntede sig også i en artikelserie, hvor han viser, at magten i løbet af det 18. århundrede forvandlede sig fra
at være ret til at disponere over liv og død til at blive formning og regulering af befolkningens livsbetingelser.
Biopolitikken gestalter magten ikke blot i individerne, men varetager også helheden af de levende væsner
gennem forvaltning af ernæring, helse, hygiejne, etc.
20 Foucault (1978), s. 157
21 Heede (2004), s. 24
14