Krig, medier og individ - NotatWiki

Metode
Faircloughs diskursteori
Videnskabeligt fundament og metode
Metodeafsnittet her vil fundere sig på den engelske diskursanalytiker Norman Faircloughs
teori, som den hovedsageligt fremstår i Media Discourse (1995). Faircloughs teori har den
fordel frem for Michel Foucaults, at den viser sig lettere tilgængelig og mere veldefineret,
når det kommer til analyse af nyere nyhedsprogrammer. Faircloughs kritiske diskursteori
arbejder ud fra en dialektisk model, der er en fordelagtig indgangsvinkel, når det, som i vores
speciale, handler om at opfange ændringer i den diskursive praksis. Således inkluderer
teorien en analysemodel, hvor den tekstnære analyse ses i et dialektisk forhold til såvel den
diskursive praksis som den sociale praksis.
Begrebet diskurs har vi allerede beskæftiget os indgående med i afsnittet om vores
videnskabelige grundlag, Michel Foucaults tilgang. Fairclough definerer diskursbegrebet i
Media Discourse (1995) på følgende måde:
”like many linguists, I shall use ’discourse’ to refer to spoken or written language use, though I also want to
extend it to include other types of semiotic activity, such as visual images and non-verbal communication” 30
Det er en noget vag formulering, men det er klogt at opretholde en bred definition. I den
forbindelse opfatter vi mediernes diskurs som en af det moderne samfunds centrale diskurser.
Vores medier og brug af dem er således både skabt af og skabende for vores opfattelse af
virkeligheden.
at.
Foucaults diskursbegreb er som nævnt koblet op på magtrelationer, således skriver han,
”Diskursformerne er (…) en gang for alle underlagt magten eller rejst op imod den. Man kan ikke underkende
det komplekse og ustabile spil hvori diskursen på samme tid kan være magtredskab og magtvirkning, men også
hindring, støttepille, modstandens tilknytningspunkt og udgangspunkt for en strategi. Diskursen befordrer og
producerer magt, den styrker men den underminerer den også, blotter den og gør den skrøbelig og muliggør
indespæring. Ligeledes skærmer tavsheden og hemmeligheden magten, de forankrer dens forbud men får den
også til at slække sine tag og forordner mere eller mindre uklar tolerance” 31
30 Fairclough, Norman (1995): Media Discourse, s. 54
31 Foucault (1978), s. 113
19