Krig, medier og individ - NotatWiki

Analysedel
”Jeg [Singlescreen med korrespondent og studie_start] tror, at der er stadigvæk mange der ikke helt ved det,
men jeg kunne mærke bare da jeg kørte til vores kontor, at der var mange folk, der var meget opmærksomme på
det der foregik i radioen, der var flere der pegede til mig og sagde jeg skulle tænde for min radio, altså ligesom
pegede ned på deres radio og sagde nu skulle jeg lukke op og lytte efter, og jeg synes også man kunne mærke
simpelthen, at der ikke var så mange mennesker i byen, og en forståelse [KGN: Krigen er i gang_start] for, at
det er et meget alvorligt øjeblik, altså som TJ sagde lige før, man skal jo forstå, at der er jo mange millioner
mennesker, som er direkte berørt af det her, i Danmark kan vi have følelser omkring det, og vi kan synes det er
forfærdeligt eller nødvendigt eller hvad vi nu har af følelser, men for millioner af amerikanere er der venner,
[KGN: Krigen er i gang_slut] søstre, sønner, døtre, mænd, koner som er i krig og som muligvis ikke vender
tilbage, og det klart, at det bliver et meget højtideligt, ved jeg ikke om er det rigtige ord, men et meget
følelsesmæssigt øjeblik, hvor det går op for mange mennesker, at nu er deres kære simpelthen i gang med det
som kan udvikle sig til deres sidste handling.” 151
Bildsøe fortæller dermed om, hvordan han rent konkret bevæger sig rundt i Washington, og
hvordan amerikanerne, der peger på radioen reagerer og forholder sig til krigsudbruddet.
Derved skaber Bildsøe troværdighed omkring sine beretninger og analyserer, for han oplever
det jo på sin egen krop. Det er også udtalt, hvordan Bildsøe i citatet ovenfor fortæller,
hvordan amerikanerne oplever situationen anderledes end den ’danske seer’. Herved puttes
det internationale ind i en dansk kontekst, for vi har jo vores mand på stedet, manden der
bevæger sig rundt og indsamler viden for os. Ofte fortæller Bildsøe også, hvordan han
opholder sig i nærheden af det hvide hus og afventer nyheder derfra. På samme måde
forholder det sig med de andre korrespondenter, de pendulerer mellem at give oplysninger,
de har fået af kilder i området og til historier om deres egen færden i brændpunktet.
En klassisk korrespondent som Ole Sippel, der har en meget dramatisk dyb stemme
fortæller således om, hvordan situationen må opleves i Bagdad
”Ja, der er ingen tvivl om, at det her er, hvad man har ventet i Bagdad og det mest forbavsende ved det er sådan
set, at Bagdad lige til det sidste har været en by, der ikke har været panikeret på nogen måde. Det har også
været en by, der har været meget åben, der har ikke været fyldt med check points og kontrolposter og artilleri
og kampvogne marcheret op i gaderne øemmm og det kan jo undre lidt, når man tænker på Irakerne har sagt, at
når amerikanerne kommer, så skal de få en lektie de aldrig vil glemme. Men folk er forberedt på det så godt
som man nu kan forberede sig i den situation. Der er ikke beskyttelsesrum nok til Bagdads fem seks millioner.
Mange sidder i deres lejligheder osss tæt på det, man venter, er bombemål f.eks. tv-stationen. Øhmm, man har
mad, man har købt mad og drikkevarer og så håber man altså på, at bomberne ikke lige netop rammer der, hvor
man er.” 152
Ole Sippel har forladt Bagdad et par dage, inden fristens udløb. Han fortæller ud fra
reportagens dramatiserende diskurs. Hans beretning er blottet for kilder og facts, men baseret
på hans erfaring om, hvad der sker i Bagdad lige nu. Ole Sippels øjne bliver seerens vindue
til Bagdad, og man forestiller sig Irakerne, der sidder rundt om i deres lejligheder og venter
151 Ibid. l. 879-892
152 Ibid. l. 200-207
73