Krig, medier og individ - NotatWiki

Analysedel
”Netop, altså desinformation. Det kan det være. Lad os nu bare sige det er rigtigt. Der altså sytten folk der er
gået over. Det er jo ikke det der er vigtigt. Det vigtige er jo om der kommer store mængder af soldater over,
sådan som der gjorde i 91. Det regner amerikanerne med et langt stykke hen ad vejen fordi det er ganske
almindelige traditionelle soldater og ikke nogen af specialstyrkerne, der står nede i det sydlige Irak. Der er også
folk fra republikanergarden. Det er ikke ret mange, men det vigtigste ville jo egentlig være og få det signal ud
til omverdenen, ud til de arabiske lande og tilbage til det irakiske befolkning, som via radio eller på anden vis,
kan høre hvad der sker [mor/barn_studie barn/ liveBagdad mor_start] at der er altså måske tusinder af irakiske
soldater som overgiver sig. Fordi det er et signal til dem om at holde lav profil og ikke involvere sig i
krigen.” 140
Og ud til verden er historien kommet, også i Danmark, hvor Nauntofte godt nok forholder
sig til mediernes rolle som en medspiller i krigen, men ikke synes at være særlig gennemført
i sin kritik, da han selv hopper med på vognen. Jens Nauntofte, der var vært under
Golfkrigen, burde om nogen være en journalist, der var reflekteret over og kommenterede på
mediernes rolle i krigen, men i stedet træder han i karakter som encyklopædisk og
mytologiserende mellemøstekspert undervejs i udsendelsen.
Nauntofte kommenterer både på krigsudbruddet, som han i tråd med den fastlagte diskurs
op til krigsudbruddet italesætter som ”den rullende start” og på Saddam Hussein. I passagen
hvor Nauntofte analyserer på Saddam Hussein, er der en tendens til at mytologisere ham.
Nauntofte fortæller således, om hvor ukendt en faktor Saddam Hussein er. En passage, der
leder over i Bo Christensens:
” Der har jo været tale om, at han ligefrem (hoster) har en underjordisk by eller i hvert fald større sikringsanlæg
under jorden, at han kan være der. Der har været talt om, han har været ude, der har været folk ude på landet for
at undersøge muligheder. Det kan være ret uklart.” 141
Bo Christensen er således ikke bleg for at gisne videre om Saddam Husseins gemmested, og
sammen opbygger de to DR-journalister et mytologisk billede af den irakiske leder. Saddam
Hussein er således i sig selv en god historie, en historie, der giver nyhedsudsendelsen et
ekstra spændende aspekt. For Nauntoftes replik til dette slår billedet fast
”Altså bortset fra de ti femten paladser han har i Bagdad i selve Bagdad, så har han jo masser af områder og
bygninger og tilholdssteder uden [mor/barn_ Nauntofte lille/live Bagdad_stor] for Bagdad men han er det jo det
er jo om ee om der er en underjordisk by under Bagdad, det vil jeg nu stærkt betvivle. Der er nogle store
Bunkersanlæg og det er muligt han befinder sig i et af dem.
- Altså, det er jo, han er den mest gådefulde person i hele det her, den her konflikt, fordi han er hele konfliktens
genstand, det øjeblik Saddam falder, så falder den vigtigste brik på den irakiske side, og så begynder den
irakiske front at gå op i sømmene. Og så er det muligt, at krigen er meget hurtigt overstået for amerikanerne er
140 Ibid. 530-539
141 Ibid. 419-422
66