S E M I KO L O N - EgernInc

N o g l e b e m æ r k n i n g e r a n g å e n d e b e v i d s t h e d . . .
anden, erindring, betegner på baggrund af
noget tidligere. Den tredje måde, hvorpå et
symbol kan opstå, metaforen, må så være
den eneste måde, hvorpå det er muligt, at et
symbol kan vokse og få en ny betydning.”
(Hausmann 1996, 197)
Det forekommer således kun at være i kraft
af metaforen, at symbolet kan forlenes
med ny betydning og mening. Ingen af
de to andre måder, hvorpå symbolet kan
opstå, det vil sige, i kraft af forestilling og
erindring, lader en sådan betydningsmæssig
effekt tilvejebringe, eftersom de begge beror
på, hvad vi under henvisning til Hausmann
vil benævne ‘altid allerede etablerede
betydende relationer’. Metaforen derimod
kan forstås som en ny betydende relation,
dog ikke ny i absolut forstand, fordi også den
metaforiske betydningsdannelse forudsætter
forudgående viden og erkendelse; den nye
begrebsdannelse, muliggjort af metaforen,
foregår med andre ord ikke i et cartesianskt
vacuum - hvilket selvfølgelig ikke er det
samme som at sige, at en given metafor
betydningsmæssigt ikke kan være unik og
enestående, dette er faktisk ofte tilfældet.
Hvorom alting er, så synes metaforen for
Peirce at kunne udgøre en vigtig vehikel
for semantisk innovation. Husker vi, at
den mekanisme, som metaforen beror
på, er similaritet, kan vi sige, at metaforen
må kunne afstedkomme hidtil uopdagede
similaritetsrelationer og derved skabe nye
symboler, nye begrebsdannelser. Som også
C. R. Hausmann gør opmærksom på i sin
artikel ‘Metaforiske ikoner og teleologisk
tilfældighed i Peirces semiotik’ (1994):
“En metafor åbner... en triadisk tanke.
Dette foregår ved en fremstilling af
egenskaber mellem hvilke en parallelitet
eller ikke-konvergent struktur består... Som
“degenereret tredje” går de metaforiske
ikoner aldrig fuldstændigt op i de
egentlige tegnprocessers system. I stedet
fremprovokerer de, som første tredjeheder,
tænkning.” (Hausmann 1994, 206)
Metaforen kan således gå hen at blive et
kognitivt instrument. Vi finder også i ‘The
basis of pragmaticism in the normative
sciences’ (1906), at Peirce selv betonede -
godt nok ved hjælp af en vegetativ analogi,
som inden for hans optik er et hypoikonisk
diagram - hvorledes: “...a pure idea without
metaphor... is an onion without a peel”
(EP II, 392). J. D. Johansen kommenterer
i ’Ikonicitet og litteratur’ (1995) denne linje
på følgende måde:
“Peirce [siger] ikke særligt meget om
metaforer. Han er dog fuldt opmærksom
på deres vigtighed. Metaforer er vitale
midler for forståelsen eftersom det kun er
gennem opdagelsen og udforskningen af
parallelismer i andre undersøgelsesområder
og i andre medier, ny viden kan opnås.”
(Dines Johansen 1995, 73)
Er det kun i kraft af metaforen, at ny
erkendelse kan opstå, må den, som vi kort
nævnte ovenfor, fortrinsvis have en abduktiv
natur, da abduktionen, som Peirce betonede i
‘Lectures of Pragmatism, Lecture V’ (1903):
“...er den eneste logiske handling som kan
introducere nogen som helst ny idé.” (CP,
5.172). Har vi in mente Peirces bestemmelse
angående den abduktive inferens’ formelle
struktur samt hans definition af metaforen
som et hypoikon, kan vi forsøge at
udlægge forbindelsen herimellem således:
s i d e [ 1 0 1 ]