S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
s i d e [ 7 4 ]<br />
P e t e r K h a l l a s h B e n g t s e n o g J a n J o h a n s e n<br />
our family may be due less to our prudence<br />
and wisdom, than, as I believe, to God’s<br />
rewarding us with his favor” (Alberti 1969,<br />
144).<br />
Den nyskabende ideologs største mål<br />
må da også være at kunne tilskrive Gud<br />
æren for sin forretningssucces i en tid, hvor<br />
gerrighed bliver betragtet som en dødssynd.<br />
Albertis arbejdsbegreb bliver et begreb, der<br />
mere end tillader profitsøgning og giver den<br />
legitime ret til familiens og bystatens bedste.<br />
Denne legitimeringsstrategi begrænser sig<br />
imidlertid ikke til kun at ændre de evaluativtdeskriptive<br />
beskrivelser af arbejde, men<br />
tager sit udgangspunkt i en filosofisk<br />
antropologi og et omfattende virtubegreb,<br />
som bliver uddybet i det følgende.<br />
Det er menneskeligt at arbejde<br />
Den i andre sammenhænge udtalte<br />
pessimist Alberti udtrykker et<br />
overordentligt positivt menneskesyn i<br />
Della Famiglia. ”What a man wants to do,<br />
they say, that he can do”, siger Alberti<br />
(Alberti 1969, 139). Det er en tiltro til<br />
mennesket, der karakteriserer 1400-tallets<br />
Norditalien, og som er endnu tydeligere i<br />
Om menneskets værdighed fra 1486 af Pico<br />
della Mirandola (1463-1494). Tiltroen til<br />
menneskets egne evner bliver koblet med<br />
en fordring om, at disse også skal bruges for<br />
at realisere menneskets natur. Udfoldelsen<br />
af menneskets potentialer gennem arbejde<br />
og skabelse er stadig en pligt over for<br />
Gud, men endnu mere en pligt overfor<br />
mennesket selv. Menneskesynets praktiske<br />
udfoldelsestrang danner grundlag for et<br />
religiøst-moralsk ideal om arbejdsomhed,<br />
som bliver knyttet til det bredere og mere<br />
komplekse dydsbegreb virtu. Du skal ville<br />
udfoldelsen af dine evner i praksis: ”Only<br />
he who does not want it is without virtue”<br />
(Alberti 1969, 29).<br />
Virtu<br />
Virtu er hos Alberti en samlebetegnelse,<br />
ikke kun et begreb om effektiv handlen<br />
som hos Machiavelli. Det vikles ind i en<br />
knudret dydsmatrix, hvor begrebet – brugt<br />
247 gange i værket – får så forskellige<br />
betydninger som karakter, guddommelige<br />
kræfter, moral, dyd, ære, visdom, men også<br />
kvaliteter, fortræffelighed og flere andre.<br />
Dette vanskeliggør en præcis bestemmelse<br />
af begrebet, men det står klart, at indre dyd<br />
forstået som ære og samvittighed er essentiel<br />
for virtubegrebet. Alberti konkluderer ofte,<br />
at der ikke er nogen genvej til succes uden<br />
om indre dyd, virtu, om succes så bliver<br />
målt på anerkendelse, rigdom, offentlige<br />
hverv eller andet.<br />
Samtidig er den ligeså ustandselige<br />
henvisning til virkning og nytte et udtryk<br />
for, at virtu ikke kun har et sjæleligt indhold,<br />
men også udtrykker pragmatisk handlen efter<br />
omgivelsernes og tidernes skiften. Albertis<br />
betoning af det aktive renæssancemenneske<br />
bliver her underbygget af brugen af<br />
virtu som ”essercizio”: Ordet beskriver<br />
både kropslig og mental udfoldelse samt<br />
profession. To konnotationer af ordet man<br />
på dansk kunne samle i ’at være virksom’,<br />
eller ’at være (et) aktiv’ i bred betydning.<br />
Della Famiglia benytter et virtu- og<br />
ærebegreb, der idealistisk medierer mellem<br />
det indre og det ydre. I modsætning til<br />
den senere Machiavelli er virtu desuden<br />
ikke så radikalt fokuseret på det ydre, på<br />
praksis. Og i modsætning til den senere<br />
renæssancehumanist Erasmus af Rotterdam<br />
prioriterer begreberne ikke definitivt det<br />
indre. De bærer i ligeså høj grad præg af