S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 2 2 ]
på en lang række punkter overtaget et
borgerligt kulturbegreb, særligt når det
kom til synet på kunsten og kulturens
institutioner, men at arbejderen alligevel
havde haft held til at tilføje denne borgerlige
kultur et nyt element: Solidariteten:
”Arbejderen var nok, for så vidt angik de
ydre omstændigheder, på sæt og vis blevet
borgerliggjort siden industriarbejderklassens
opståen. Men samtidig havde arbejderen
tilføjet samfundet det præg af sin kultur,
som byggede på samvirke. Borgeren kunne
endnu findes i særlige enklaver nord for
København, hvor han endnu hægede om
sin formue, selvglad nød sin ejendomsret
og efter evne holdt andre ude fra det, han
mente, var hans. Alt hos borgeren af den
slags klang som en fanfare: Her kommer jeg,
selve jeg, ingen anden end JEG! Arbejderens
indstilling var en anden: Overalt, hvor
privatkapitalismen har rejst et skilt med adgang
forbudt, vil arbejderen føre trang til at vælte skiltet
og sætte et offentligt anlæg i stedet.” (bd. III,
s.496)
At Engberg ikke har skrevet sit værk som et
indlæg til den aktuelle kulturkamp synes at
være selvsagt. Men det er næsten umuligt at
læse værket uden hele tiden at have debatten
om smagsdommere, rundkredspædagogik
og kulturkanon i baghovedet. Og som
sådan kommer den aktuelle kulturkamp til
at stå som endnu et eksempel på Engbergs
hovedtese: Det er med kulturpolitikken, at
samfundet for alvor kontrolleres!
Dermed når vi også frem til et andet af
de mere problematiske aspekter ved værket,
nemlig hvorledes Engberg overhovedet
definerer begrebet kulturpolitik. Som
sagt er det Engbergs hovedtese, at
kulturpolitikken fungerer som den vigtigste
– men ofte oversete – samfundsmæssige
styringsmekanisme. I den forbindelse bliver
det selvsagt ganske afgørende, hvorledes
Engberg definerer begreberne kultur, magt
og politik.
Engberg skriver selv, at en definition af
begreberne kultur og politik er nødvendig,
for at hans tese kommer til at fremstå
klart og skarpt, om end han samtidig
mener, at det er halsløs gerning at kaste
sig ud i sådan en kamp om definitioner.
Allerede fra begyndelsen får man da også
en fornemmelse af Engbergs problemer:
Politikken danner på den ene side baggrund
og ramme for kulturen, men samtidig er
politikken et stykke kultur. Vi står altså midt
i et vaskeægte figur-grund problem.
Engberg knytter an ved Hartvig
Frisch’ velkendte beskrivelse af kulturen
som: ”vaner taget i den allersimpleste
form” – men udvider det fra at være et
statisk begreb til at være mere dynamisk
ved at definere kultur som: ”en måde at
tænke, se og opleve på, der er eller er på
vej til at være kollektiv”. Dog giver Engberg
den tilføjelse – som i øvrigt også hentes fra
Frisch – at: ”Kulturskildringen uden den
politiske baggrund kommer let til at svæve i
luften”. Men eftersom politikken jo allerede
er bestemt som værende et stykke kultur,
står vi en situation, hvor en type kultur
anses for baggrund, mens en anden kultur
er figur – og altså nogen gange omvendt.
Derudover dækker det særlige felt, der
hedder kulturpolitikken (og som i sig selv
rummer en dobbelt figur-grund problematik)
hos Engberg ikke blot, hvad vi i dag forstår
som hørende under Kulturministeriet, men
snarere alt hvad der ikke specifikt hører
under handels- og udenrigspolitik – om end