S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 1 0 ]
gebet, tages under neurovidenskabelig
behandling; således fx den fri vilje,
bevidstheden og kunsten. Det hører til
bogens store fortrin, at den tager brede,
tværfaglige problemstillinger op i stedet
for at give et grundkursus i hjerneanatomi
(der er i øvrigt en udmærket liste med
forklaringer af fagtermer bag i bogen). Det
er imidlertid også i forbindelse hermed, at
de implicitte filosofiske forudsætninger
for Ramachandrans neurovidenskabelige
tilgang træder klarest frem.
Udsagnet om, at ”kunst nu engang har
sin oprindelse i hjernen”, kan fx diskuteres.
Den i og for sig banale konstatering af,
at alt hvad vi foretager os eller oplever,
indbefattet kunst, er afhængig af neural
aktivitet, indebærer nemlig ikke, så vidt jeg
kan se, at det er i hjernens basale anatomi
og fundamentale funktionelle arkitektur, at
vi skal finde hele forklaringen på kunsten og
kunstoplevelsen. Ramachandran medgiver
da også, at kulturen i høj grad påvirker
kunsten og vores oplevelse af den; denne
påvirkning er blot kontingent, tilfældig; alt
det lovmæssige, generelle og universelle
ved kunsten forklares udfra hjernens
organisation og funktionsmåde. I hans optik
er neurobiologien (eller neuroæstetikken)
og kunsthistorien alt, der er behov for i
studiet af kunsten. Man kunne imidlertid
vove den påstand, at der er mere mellem rå
neurobiologi og tilfældig historisk variation.
Den kunstneriske oplevelse er fx
ikke kun bestemt af tidlig, ubevidst, visuel
processering; den har også et aktivt element:
Vi retter aktivt opmærksomheden mod
elementer som farve og strøg for således at
opleve disse i deres rent kvalitative væren,
dvs. uafhængigt af det forestillingsmæssige
indhold, de eventuelt måtte konstituere.
Dertil kommer, at et kunstværk ikke
opfattes på linje med andre, ’naturlige’
ting. Det opfattes som skabt og dermed
som betydningsfuldt på et intersubjektivt
plan. Man kan således tale om ekspressiv
betydning, idet visse af kunstværkets
elementer opfattes som spor af malerens
ekspressive aktivitet og mentale bevægelse,
og man kan tale om en ’intention’ i
kunstværket, idet vi tilsyneladende ikke kan
lade være med at opleve det som værende
’om noget’.
Disse generelle - dvs. ikke historisk
bestemte - træk ved kunstoplevelsen
kan neurobiologien alene ikke give en
fyldestgørende forklaring af. Selvom
Ramachandrans tilgang til kunsten kan være
nok så interessant – og der er virkelig tale
om et originalt æstetisk bidrag – er det derfor
stadig forkert at fremstille neuroæstetikken
som det eneste bud på en ikke-historisk
videnskab om kunsten. Der finder nemlig
allerede et komplementært arbejde sted
indenfor fænomenologien og semiotikken,
og dette arbejde er nødvendigt, hvis man
ønsker det fulde billede af, hvad kunsten og
kunstoplevelsen er.
Alt i alt byder Tankens biologi på store
mængder interessant stof til eftertanke. Den
er lettilgængelig og kan læses med udbytte af
enhver. Det er dog vigtigt, at man ikke lader
sig forlede af dens begejstrede tone til at
tro, at vi, nu hvor vi har neurovidenskaben,
kan aflyse alle parallelle bestræbelser
indenfor de humanistiske videnskaber.
Alle tilgange skal holdes åbne, hvis man
vil gøre sig forhåbninger om at indkredse
noget så komplekst og mangefacetteret som
menneskelig bevidsthed og tanke.
- Rasmus Urup Kjeldsen