S E M I KO L O N - EgernInc

neurologiske dysfunktioner en helt central
rolle i Ramachandrans fremgangsmåde.
De kan nemlig ofte fortælle os noget om,
hvordan den raske hjerne fungerer.
Et godt eksempel herpå er fænomenet
’blindsyn’. Det er registreret hos visse
patienter, der er blevet blinde som følge
af skader på den visuelle cortex. Forsøg
foretaget med en sådan patient viste, at
denne til egen store forundring var i stand
til med stor præcision at pege på en lysplet
i den blinde del af synsfeltet; det, patienten
ikke var bevidst om at se, blev altså på en
eller anden måde alligevel registreret visuelt
og kunne således øve indflydelse på dennes
bevægelser.
Selvom ’blindsyn’ referer til et
neurologisk syndrom, fortæller det os noget
om menneskets synsevne generelt. Det
befæster den teori, at bearbejdelsen af visuelle
indtryk forløber i to anatomisk distinkte
delsystemer, som har hver deres funktion:
Et evolutionært set gammelt system, som
’groft’ kortlægger genstandes placering i
rummet med henblik på overhovedet at lade
os rette os mod dem, og et evolutionært
set nyt system, som foretager en mere
’finkornet’ analyse, der tillader nærmere
identifikation og kategorisering, og dermed
virker bestemmende for det mere specifikke
adfærdsmønster, vi iværksætter i forhold til
genstanden. Hos patienter med ’blindsyn’,
kunne det tyde på, at det nye system er
beskadiget, hvorimod det gamle stadig er
intakt. Og hvad mere er, forsøget fortæller
os også, at det gamle system tilsyneladende
kan fungere, uden at vi er bevidste om det;
kun det nye system giver anledning til en
bevidst oplevelse af at se.
I forhold til spørgsmålet om,
hvorfor hjernen så fungerer, som den gør,
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
tyer Ramachandran naturligt nok til en
evolutionær forklaringsmodel. Når visse
dele af hjernens arbejde resulterer i en
bevidst oplevelse, skyldes det, at denne form
for neural processering har været gavnlig
for organismen, og at der således er blevet
selekteret for den. Bevidste repræsentationer
tjener altså et formål, og det formål kan
man så med ’kvalificerede gæt’ forsøge at
indkredse. Ramachandran overvejer således,
om den bevidste repræsentation kunne
spille en rolle i forhold til udviklingen af
sproget, og om den måske fører til en mere
fleksibel adfærd, idet den tillader at bremse
automatisk iværksatte adfærdsmønstre.
Sådanne overvejelser kan være interessante,
og tror man på en menneskenatur, som er
udviklet ved evolutionære mekanismer,
er man vel i en forstand forpligtet på
at tilvejebringe et plausibelt bud på det
evolutionære rationale bag fx et så basalt
fænomen som bevidstheden. Det rykker
dog ikke ved, at evolutionære forklaringer
indimellem kan forekomme en lille smule
’gratis’, fordi det jo er svært at finde et
passende grundlag at vurdere dem på. Og
der er mange af dem i Tankens biologi, og
Ramachandran holder sig i det hele taget
ikke tilbage for vidtgående spekulationer.
Dette træk afbalanceres dog af en klippefast
tro på traditionel videnskabelig metode,
som får ham til så vidt muligt at søge de
hypoteser, der kan danne grundlag for
testbare forudsigelser.
Bogens fem forelæsninger kommer
vidt omkring. Vi hører om emner, der
på nogenlunde naturlig vis synes at falde
indenfor neurovidenskabens domæne; det
er fx fantomlemmer, visuel processering og
synæstesi. Men også emner, der traditionelt
ville blive henregnet til humanistens
s i d e [ 1 0 9 ]