S E M I KO L O N - EgernInc

A r b e j d s b e g r e b e t h o s L e o n B a t t i s t a A l b e r t i . . .
lidelseshistorie til at kitte familien sammen,
en brug af lidelseshistorie især jøderne
forbilledligt har demonstreret både før og
siden med Babylon og Holocaust – i øvrigt
med et lignende resultat.
En ‘nyskabende ideolog’
Den økonomiske vækst i renæssancens
norditalienske bystater bliver af Alberti
søgt legitimeret i bystaten Firenzes politiske
tilstand og især familiens velbefindende,
hvilket er legitimeringsforsøg, som går på
tværs af det traditionelle syn på økonomi
og arbejde.
Alberti skriver i en kontekst, hvor han
som ‘nyskabende ideolog’ søger at forbedre
sit sociale miljø med sproget som våben
– og begrænsning. Det fremgår flere steder
i Della Famiglia, at det ifølge samtidens
opfattelse ikke er legitimt at søge profit, og
at profitsøgning ikke er et anset hverv: “I
imagine you probably find these activities,
which are solely directed at making a profit,
somewhat below you.” (Alberti 1969, 142).
Dette er helt i tråd med den klassiske
aristoteliske nedgørelse af profitsøgning
som krematisme, i modsætning til
husholdningsøkonomien, oikonomia, som
al økonomisk aktivitet burde have som
forbillede.
Albertis legitimeringsstrategi knytter
an til Albertifamiliens eksil, der udelukkede,
at familien kunne beskæftige sig med den
i tiden mest anerkendte beskæftigelse:
Det politiske hverv. Dette vilkår anvender
Alberti imidlertid positivt til et argument for
at være mere økonomisk aktiv: ‘‘Riches [...]
are also most useful in making it possible to
persevere in our undertakings until we win
approval and attain public favor, position,
and fame” (Alberti 1969, 141).
Men sproget begrænser, som Skinner siger.
Enhver form for social adfærd afkræver
udøveren sproglig legitimitet (Skinner 2002),
og Alberti opererer som nævnt med to
forskellige legitimeringsinstanser, bystatens
og familiens bedste. For at kunne genrejse
sin families position er han derfor nødt til
at ændre sprogbrugen omkring arbejde og
profitsøgning, hvilket han forsøger at gøre i
flere henseender.
Familien og bystaten
For det første kobler Alberti rigdom og
velstand med familiens anerkendelse
gennem en ualmindelig fremstilling af ‘det
almindelige’ syn på profit ved at påstå, at
dette for næsten alle er arbejdets hovedårsag.
Herved bliver profitsøgning tildelt
et højere mål end det privategoistiske
(og dermed syndige). Men det stopper
ikke her. Alberti diskuterer stadigt mere
offensivt, hvordan rigdom er en måde at
vinde offentlig anerkendelse på, det vil
sige en måde, Albertifamilien kan genvinde
indflydelse på.
Derudover kobler Alberti profitsøgning
med bystatens tilstand. Målet er
republikkens opretholdelse, et problem som
for eksempel Machiavelli hundrede år senere
angriber politisk og ikke økonomisk. Derved
kan Alberti ændre anvendelseskriteriet for
en række evaluativt–deskriptive udtryk, som
ikke tidligere har været knyttet til profit.
Profitsøgning bliver i værket
retfærdiggjort ved at knytte det til værdsatte
institutioner og udtryk inden for politiske,
moralfilosofiske og religiøse rationaler. Helt
i modstrid med den tidligere offerrolle, han
har pålagt familien, erklærer dialogfiguren
Lionardo for eksempel om familiens
velstand: ”Indeed the honorable success of
s i d e [ 7 3 ]