S E M I KO L O N - EgernInc

M e g a m a s k i n e r s o m o r g a n i s a t i o n s k r i t i k
væk og blot være en mekanisk komponent,
der blindt adlyder sin programmering. Det
kræver uendelig tålmodighed samt absolut
og ureflekteret lydighed (Mumford 1967,
197). Alt dette med henblik på at sikre stabil
mekanisk præstation i maskinen. Arbejderen
i oldtidens megamaskine ville finde sig
glimrende til rette ved det industrielle
samlebånd (Mumford 1967, 197).
Megamaskinen er upersonlig og måske
intentionelt dehumaniseret (Mumford 1967,
201). I maskinen reduceres den menneskelige
krop til ren mekanik. Mennesket bliver
mekaniske (reserve)dele af kød og blod.
Det er derfor ikke overraskende, at de
menneskelige dele senere erstattes af
umælende dele af træ og metal. De er mere
pålidelige og holdbare.
Arbejdsdelingen resulterer ifølge
Mumford i det, han kalder den sociale
pyramide. Fra den første megamaskine og
frem er menneskeheden delt i to grupper:
Flertallet, fordømt til hårdt arbejde for at
opretholde livet, og en adelsstand (elite), der
afskyr arbejde og lever livet i magelighed
(Mumford 1967, 213). Af overskuddet,
der er resultatet af arbejdernes arbejde,
inddrager adelsstanden størstedelen og
anvender den til deres formål (Mumford
1967, 213).
Denne opdeling har bestået i alle
samfund og er tragisk nok som regel blevet
anerkendt som noget naturligt. Arbejde
betragtes af samme grund som en straf
eller i bedste fald et nødvendigt onde. Det
afspejles i arbejdsbegrebets historie, hvor der
er et grundlæggende skisma mellem arbejde
som instrument/nødvendigt onde og
selvrealisering. Arbejdet, som det etableres i
megamaskinen og i moderne organisationer,
kan i kraft af dets dehumaniserede karakter
ikke spille en positiv rolle i menneskets
liv. Mumford kan siges at foregribe denne
diskussion med sin differentiering mellem to
slags teknologi (Mumford 1967, 235-6): En
demokratisk decentraliseret og en autoritær
centraliseret teknologi.
Demokratisk betyder i denne
sammenhæng, at der er almenmenneskelige
træk, behov og interesser, der er hævet over
de krav, en specifik gruppe eller organisation
fremsætter. I den demokratiske teknologi
prioriteres helheden, som den kun kan
manifesteres gennem det enkelte menneske
(Mumford 1967, 236). Demokratisk
teknologi er personificeret og konkret,
autoritær teknologi depersonificeret og
abstrakt. Den autoritære teknologi kan
i sagens natur således kun realisere en
afgrænset del af mennesket. I megamaskinen
kan man ikke forholde sig til delene
som enkelte og hele individer; individet
abstraheres og generaliseres.
Arbejde i megamaskinen, den arketypiske
autoritære teknologi, kan ikke være
personligt og kan ikke spille en rolle i den
enkeltes realisering af egne private mål.
Målene er sat udefra, og kun i bedste fald
tjener de menneskeheden som art.
Megamaskiner og klassisk
organisationsteori
Selvom Mumford beskæftiger sig med
forhold, der ligger mange hundrede
år forinden, ligner hans beskrivelse af
megamaskinen den klassiske fremstilling af
en fabrik under kapitalismen, som vi kender
særligt fra marxister og neomarxister (Marx
1970 og 1977; Gorz 1983; Negt 1985):
Kongen i toppen med sin vision og sine
mål sætter sin maskine i gang. Maskinens
forskellige dele sættes i sving af kongens
s i d e [ 8 1 ]