S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 1 0 2 ]
B e n t S ø r e n s e n & T o r k i l d T h e l l e f s e n
Et repræsentamen (M) repræsenterer et
repræsentamens repræsentative karakter, et
objekt (S), ved hjælp af en similaritet, en
interpretant: “Hence S is of the kind M”.
Metaforen som et naturligt træk ved
bevidsthedens virkemåde
Abduktionen beror på en bestemt slags
anlæg, et særligt instinkt, som er blevet
udviklet i tilværelseskampen (cf. Goudge
1950, 209); det menneskelige sind er blevet
udviklet under stærk påvirkning af de
lovmæssigheder som overalt gennemtrænger
universet, og denne påvirkning har medført
fremkomsten af den abduktive evne. Peirce
bemærkede i ‘How to Theorize’ (1903)
herom:
“If the universe conforms, with any
approach to accuracy, to certain highly
pervasive laws, and if man’s mind has been
developed under the influence of those
laws, it is to be expected that he should have
a natural light, or light of nature, or instinctive
insight, or genius, tending to make him
guess those laws aright, or nearly aright.”
(CP, 5.604)
Denne tendens til vanedannelse, eller
lovmæssighed, som findes i universet, er også
udstrakt til at gælde den menneskelige natur;
det menneskelige sind indgår i en kontinuert
kontakt hermed, og således er det forventeligt,
at de idéer, som fremtræder for det
menneskelige sind, kan korrespondere med
de idéer, som lovmæssighederne involverer
(cf. Reilly 1970, 42). Affiniteten mellem
det menneskelige sind eller bevidstheden
og universet udgør dermed erkendelsens
mest generelle mulighedsbetingelse (cf.
Dinesen & Stjernfelt 1994 16). Eller som
Peirce udtrykte det i et ikke-identificeret
fragment, satte han sin lid til, at erkendelsens
mulighedsbetingelse afhænger af:
“...the fact that human thought necessarily
partakes of whatever character is diffused
through the whole universe, and that its
natural modes have some tendency to be the
modes of action of the universe.” (CP,
1.351)
I den forbindelse er det også mere end en
blot og bar talemåde, som Peirce anførte
igen fra ‘How to Theorize’ (1903): “...
to say that nature fecundates the mind of
man with ideas which, when they grow up,
will resemble their father, Nature.” (CP,
5.591). Det menneskelige sind befinder sig
af denne grund i en erkendelsessituation,
som er fordelagtig (cf. Potter 1997, 203);
og derfor kan mennesket - ved hjælp af
abduktionen og dermed bla. metaforen
- som det hedder i Peirces forelæsning
‘Philosophy and the Conduct of Life’
(1898): “...execute [his] little function in the
operation of the creation by rendering the
world more reasonable whenever, as the
slang is, it is “up to us” to do so” (CP, 1.615).
Er det metaforiske hypoikon relateret til
abduktionen, og vi ser ingen grund til, at
den ikke skulle være det, kan vi udlede den
konsekvens af det ovenstående, at vores
bevidsthed har udviklet sig evolutionært,
således at vi i tidens løb har lært abduktivt
at danne metaforer, ved hjælp af hvilke vi
kan bemestre virkeligheden. Det vil sige, at
vi i kraft af metaforen har lært at gøre vores
omgivelser til omverden på en meningsfuld
måde. Det er imidlertid kun fordi vores
bevidsthed virkelig ligner omverdenen, at
vi kan leve efter metaforens udpegninger af