S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 1 8 ]
nye verdslige paradis. Særligt interessant er
at se, hvordan de forsøger at underbygge
deres argumenter om den farlige religiøse
lobbyvirksomhed i vesten (i Danmark har
der f.eks. siddet to præster i Etisk Råd)
ved at opskrive kristendommens (negative)
indflydelse i vesten, mens islams tilsvarende
(negative) indflydelse i de muslimske lande
nedtones. Under en sådan manøvre kan
det være svært at skelne skidt fra kanel;
således ses det som et stort fremskridt for
det verdslige samfund, at det nu i en række
muslimske lande er staten, der ansætter,
lønner og afskediger præster, mens det
samme i Danmark er udtryk for, i hvor
faretruende høj grad kirke og stat er fedtet
ind i hinanden.
Bogen bør læses for de fantasifulde
ideer, de åbenlyse selvmodsigelser og den
bramfri udstilling af mangel på viden
om såvel religion som folkekirkeordning.
Ønsker man indsigt i den nuancerede debat
om forholdet mellem stat og kirke, der har
stået på siden 1849, foreslår jeg, man kigger
andetsteds!
Undertitlen på Gud efter Grosbøll er ’religion og
samfund’, hvilket må siges at gøre antologien
så aktuel som nogensinde, den såkaldte
Muhammed-krise taget i betragtning. Den
religion, der kredses om i artiklerne, er dog
fortrinsvis kristendommen, foranlediget
af Taarbæk-præsten Thorkild Grosbølls
efterhånden berømte og berygtede udtalelser
om, at han hverken tror på en skabende
og opretholdende Gud eller på det evige
liv og kødets opstandelse. I antologiens 6
artikler kommer man både rundt om den
konkrete Grosbøll-sag og de teologiske
spørgsmål, den rejser, ligesom de mere
almene problemstillinger, der dukker op i
sagens kølvand, tages op: Forholdet mellem
religion og samfund, stat og kirke, tro og
viden, kristendom og andre religioner.
Niels Grønkjær og Ole Jensen udreder
forskellige teologiske tråde og forsøger at
indkredse, hvilke bevæggrunde Grosbøll kan
have haft til sine udtalelser. Begge fremhæver
den teistiske gudsopfattelse som Grosbølls
sandsynlige modstander; forestillingen om
et transcendent, uforanderligt væsen, der
har skabt verden og fortsat opretholder
den. – Og begge fremhæver ligeledes, at
opgøret med denne teisme for længst er
foretaget inden for teologien; teologien er
kommet videre ad mange forskellige veje.
Dette er tilsyneladende ikke gået op for
Grosbøll, hvorfor hans opgør må betegnes
som out-dated og han selv som en ”kristen
ateist”. Af Grønkjær kaldes han dette
med sympati, af Jensen med slet skjult
foragt. Jensen redegør forbilledligt klart for
gudsbegrebets teologihistoriske udvikling og
viser, hvorledes Grosbøll må placeres inden
for den eksistensteologiske, Kierkegaardinspirede
tradition. Problemerne ved en
sådan teologi, der særligt er kendetegnet
ved at inderliggøre gudsforholdet,
anskueliggøres ved hjælp af K.E. Løgstrups
religionsfilosofi, der netop gør tanken om
en skabende og opretholdende Gud både
nærliggende og plausibel, også for det
(post)moderne menneske.
Lars Qvortrups artikel om ’Det
moderne videnstab’ er interessant, fordi
han som ikke-teolog plæderer for, at vores
viden om Gud, den såkaldte ikke-viden, er
vigtig. I videnssamfundet fokuserer vi alt
for ensidigt på vores viden og er dermed
blinde for alt det, vi ikke ved og ikke kan
vide noget om, herunder Gud. Viden om
denne ikke-viden og en videreformidling