S E M I KO L O N - EgernInc

T i d s s k r i f tt s r e v i e w
s i d e [ 1 4 0 ]
Skovgaard-Petersen selv er blevet udpeget
som direktør for det nyoprettede Dansk-
Ægyptiske Dialogcenter i Cairo. Dette center
er en del af Udenrigsministeriets tvivlsomt
motiverede Arabiske Initiativ, men i tilfældet
Cairo kunne man næppe have valgt nogen
bedre end Skovgaard-Petersen til at føre en
faktisk dialog mellem Europa og Arabien.
Den jyske Historiker er således også i
dette nummer repræsenteret ved en række
kvalitetsartikler og -forfattere. Det tjener
nummeret til ære, at det forsøger at komme
så bredt rundt om det gamle Osmannerriges
arabiske regioner som muligt. Når de
ovenstående artikler fremhæves, er det fordi
man her tydeligst mærker forsøget på at
forstå samfundsudviklingen indefra, hvilket
kan lade sig gøre på baggrund af forfatternes
lange ophold og grundige undersøgelser
i regionen. I visse lande – fx Saudi-Arabien
og Irak – er det desværre temmelig vanskeligt
at få adgang, og man må som i artiklerne
forlade sig på andenhåndsanalyser og eksilberetninger;
men andre steder kunne det
gavne samfundsforskere – både dem med
historiske og dem med nutidige interesser –
at tage ophold, følge samfundsudviklingen
og inkludere disse erfaringer i analysen.
På trods af en grundig og velinformeret
diskussion af nationens status i Libanon
efter borgerkrigen savner jeg fx stadig en
ordentlig forståelse for den problemstilling
om ”mulighedsbetingelser for reformer
af landets forældede politiske strukturer”,
som Peter Seeberg rejser i sin konklusion
(side 144). Hvem bestemmer at de politiske
strukturer er forældede? Og hvem ser
hvilke mulighedsbetingelser efter det mord
på Rafik Hariri, som Seeberg gør til et
prisværdigt højaktuelt udgangspunkt for sin
historiske analyse. Her kunne man ønske en
større inklusion af problemstillingen, som
libaneserne ser den.
Man kan, som fx Lars Erslev
Andersen, tage til Dubai for at undersøge
hvordan man kan være arabisk emirat og
samtidig ”globaliseringens legeplads par
exellence”, men så må man også have den
fornødne tålmodighed til at komme om
bag det ”usynlige kulturelle hegn”, og ikke
”hver gang vi møder en lokal i det lokale
outfit, blive(r) glade for endelig at kunne lære
lidt om stedet, men hver gang kommer vi
i tanke om, at for hver betjent i uniform
er der fem uden, og at han er måske én af
dem” (side 188).
Artiklerne i dette nummer bliver
tilsammen udtryk for en diskussion om,
hvorvidt forholdet mellem Modernitet
og Mellemøsten skal defineres ud fra
’mellemøstlige’ eller ’vestlige’ præmisser –
betegnelser der naturligvis ikke er essentielle,
men altid i udvikling og udveksling.
Det ville dog klæde både historie- og
samtidsdiskussioner at blive mere lydhøre
for de forskellige lokale positioner i debatten
om samfundenes udvikling. I modsat fald
lurer den fare, at diskussionen begrænser
sig til, hvad Vesten godt kunne tænke sig
der skete i Mellemøsten. Denne anmeldelse
opfordrer således til, at man i højere grad
forsøger at forstå samfundene ’indefra’. Det
er, som Skovgaard-Petersens citat anfører,
afgørende for at forstå både nutiden og den
”påtrængende førnutid”, og de ovennævnte
artikler er glimrende rettesnore for denne
metode. Den senere tids debat i både
Danmark og Mellemøsten viser blot, at
meget mere af dette arbejde er nødvendigt.
- Thomas Fibiger